Peter Jensen » Ekspertblog
Tålmodighed er en dyd – selv i NFL
Efter en spændende Super Bowl-afslutning kan man så småt begynde at gøre status over 2011-sæsonen, og én af de tanker, der, når jeg i de seneste dage har tænkt sæsonen igennem, gentagne gange er vendt tilbage til mig, er at tålmodighed for alvor har betalt sig i denne sæson.
Fra Bengals over Texans og ikke mindst videre til Giants har tålmodigheden i front office givet pote, og det siger mig samtidig også at det er for tidligt at give op på andre hold og spilleres vegne.
Tålmodighed kan betale sig:
Efter endnu en dårlig sæson i 2010 var undertegnede og flere andre klar til at sende Marvis Lewis ud i Cincinnati. Divisionstitlen i 2009 blev fulgt op af den anden sæson på tre år med blot fire vundne kampe og med tanke på at selv titlen året forinden var kommet i hus på mere eller mindre heldig baggrund, via seks sejre indenfor divisionen, hvoraf flere blev hentet på sene scoringer, var jeg overbevist om at Lewis måtte blive sendt på porten. Men nej. Lewis overlevede og en god draft og nogle fine signings i free agency, hvor holdet dog også mistede bl.a. cornerback Johnathan Joseph, samt hyringen af Jay Gruden som offensiv koordinator gav pote, og Bengals fandt atter vej til slutspillet.
Jeg ledte i sidste sæson efter det sidste eksempel på en head coach, der fik en sjette sæson med hovedansvaret efter, i sine første fem år med ansvaret for klubben, ikke havde fundet vej til slutspillet – jeg kan have overset nogle, men jeg fandt: Ingen. Gary Kubiak overlevede og i sin sjette sæson i Houston førte han holdet til ikke bare en divisionstitel, og den første slutspilsoptræden i holdets historie – men også til en sejr i slutspillet og en tæt kamp mod Ravens i Divisional Playoffs. Og dét til trods for at holdet mistede flere nøglespillere – quarterback Matt Schaub, outside linebacker Mario Williams og wide receiver Andre Johnson – for dele af sæsonen; kun Johnson var klar i slutspillet. Rookies trådte i karakter, den offensive linje trådte i karakter – og Texans er i skrivende stund bookmakernes fjerdefavorit til en Super Bowl-titel i næste sæson.
Historien viser dog at succes som denne kan være svær at følge op på. Hvor fortjent holdene end har gjort sig til det, og (ikke mindst i Texans’ tilfælde) hvor meget kontinuitet der end har været og hvor vigtige spillere, der end kommer tilbage, så kan forventningspresset hurtigt sætte sig som en byrde på skuldrene af spillerne, og det er langt fra altid at de formår at bære den.
Texans har i årevis været alle eksperters kæledægge som outsider til en slutspilsplads – præcis som Cardinals har været det inden dem – og år efter år har de fejlet i sidste øjeblik. Da outsider-æren pludselig gik til Detroit Lions, bl.a. fordi Texans årligt skuffede og fordi Peyton Mannings skade reelt set gjorde dem til AFC South-favoritter, hvad enten de brød sig om det eller ej, slog Texans til.
Favoritter vil de være igen i 2012, men 2011 bød på eksempler på hvor hurtigt det kan gå galt. Buccaneers overraskede alt og alle i 2010 og forventningerne til at de kunne bygge på den sæson var store – de fejlede. Chiefs vandt overraskende AFC West i 2010 og faldt sammen i dele af 2011, selvom forventningerne ikke var helt så store til dem som til Buccaneers.
Når vi rammer september vil forventningerne til Texans formentlig være skruet helt i vejret, og selvom der på papiret er masser af grund til også at have disse forventninger, så er spørgsmålet om holdet, efter endelig at have nået slutspillet, kan sætte sig ligeså meget op som tidligere. Vince Lombardi-trofæet er nok den hellige gral, men for Texans har bare dét at nå slutspillet længe været svært nok – nu lod det sig endelig gøre, og mentalt kan det være svært at genfinde den samme motivation for at nå Super Bowl, alene fordi det ikke har været det altoverskyggende mål i så lang tid som slutspilspladsen har været det.
I både 2007 og 2011 lignede Tom Coughlin en træner, der balancerede på kanten af en fyring. I 2006 reddede han sig med en sejr over Washington Redskins i sidste spillerunde en plads i slutspillet, hvor det dog blev til et nederlag til Eagles. Belønningen var ingenlunde fantastisk – en symbolsk vis-os-hvad-du-kan-og-det-skal-være-lige-nu 1-årig kontrakt – og efter en 0-2-start med hhv. 45 og 35 tilladte points var mange klar til at afskrive holdet. Seks sejer i træk sendte dog holdet tilbage i kampen om slutspillet, men med blot 1-2 over de kommende tre uger lignede det i perioder at Giants måtte se på udefra. Holdet blev dog varmt på det rigtige tidspunkt, og med undtagelse af en elendig kamp mod Redskins (10-22-nederlag) vandt holdet tre af fire kampe inden en dybest set ligegyldig kamp mod Patriots i uge 17.
The rest is history.
I 2011 så vi det igen. 6-2 efter otte kampe blev fulgt op af fire nederlag på stribe inden nøglesejren over Cowboys i Dallas. Giants kunne afgøre sin egen skæbne – men et nederlag til Washington Redskins (10-23 denne gang) efter igen at have spillet elendigt mod dem sendte spændingen tilbage. Spekulationen om Coughlin startede igen; hvis ikke Giants nåede slutspillet, ville han så blive fyret? Giants afgjorde dog selv det hele med sine sejre og ramte igen slutspillet varme på det rigtige tidspunkt.
The rest is history.
To gange relativt tæt på fyring – to Super Bowl-ringe. Coughlin befinder sig nu i den relativt eksklusive klub, over aktive head coaches i NFL med mindst to Super Bowl-titler; Mike Shanahan og Bill Belichick er de to øvrige medlemmer.
Og Eli Manning? Presset fra det hårdt dømmende New York-marked har været der fra starten. Spillet har i perioder været forfærdeligt. Fans og eksperter har nægtet at anerkende ham som én af ligaens bedste. I tre slutspilsnederlag har han ramt på 41 af 74 kast (55,4%) for 443 yards (147,67 yds pr. game, 5,99 yds pr. attempt) med to touchdowns og fem interceptions. Ja, når det har været skidt har det været skidt.
Men når det så har været godt: I otte slutspilssejre har han ramt på 178 af 282 kast (63,1%) for 2073 yards (259,13 yds pr. game, 7,35 yds pr. attempt) med 15 touchdowns og to interceptions.
Seks af Giants’ ni sejre i den regulære sæson i år blev sikret via fourth quarter-comebacks som Manning stod bag, og begge holdets Super Bowl-sejre er sikret på et comeback i kampens sidste minutter.
Manning har båret holdet på sine skuldre i denne sæson og har kun i momenter fået den kredit han fortjener. Nej, han har ikke leveret de gennemgående flotte præstationer som Drew Brees og Aaron Rodgers, eller de helt samme spektakulære kampe som Tom Brady (i de første uger af sæsonen), og han har ikke samme attitude som Phiip Rivers og tvinger ikke folk til at bide negle som Ben Roethlisberger – ej heller er han ligeså mekanisk som sin storebror. Men Manning har leveret når behovet har været der for det, og det har nu ført til to Super Bowl-titler og hans anden Super Bowl-MVP.
Coughlin har fundet vej til en fornem klub – men det har Manning så sandelig også. Kun fire spillere har tidligere formået to gange at blive kåret til Super Bowl-MVP: Bart Starr, Terry Bradshaw, Joe Montana og Tom Brady – de tre første var First ballot-Hall of Famers; den fjerde bliver det. Og Manning? Han er i et selskab, som dette og af flere end ikke betragtet som én af ligaens allerbedste på sin position.
Tålmodigheden har betalt sig i New Jersey, både med Coughlin og med Manning, hvis udvikling ikke har været helt så hurtig som man kunne have ønsket/håbet, men efter nu otte sæsoner i ligaen, må man sige at han har vist sig at være både topvalget i 2004, samt alt dét Giants opgav for at handle sig til ham, værd.
Masser af tid at arbejde med:
I en liga, hvor tålmodigheden hos både fans, spillere og ledere ofte bliver sat på prøve, hvor lunten er kort og ét fejltrin kan koste jobbet, har flere hold altså nydt godt af tålmodigheden.
Forud for 2009-sæsonen var der trænerskift hos over en tredjedel af ligaens mandskaber – 11 hold skiftede ud. Som tommelfingerregel har en førsterundevalg rookie tre år til at begynde at leve op til sin status, og ca. det samme er tilfældet på head coach-positionen.
Tre år senere er kun to tilbage – Jim Schwartz og Rex Ryan.
Eric Mangini, Josh McDaniels, Mike Singletary, Tom Cable og Jim Mora Jr. fik ikke mere end to sæsoner i jobbet – Todd Haley blev fyret undervejs i sin tredje, og siden afslutningen på sæsonen er Jim Caldwell, Steve Spagnuolo og Raheem Morris så blevet fyret.
Jeg siger ikke at det i alle tilfælde er forkert at smide en head coach på porten tidligt – men ved indgangen til 2012 (forudsat at der ikke sker nogle overraskende ændringer fra nu af indtil sæsonstart) vil blot 13 af 32 hold have en head coach, der har stået i spidsen for sit hold i mindst tre sæsoner – og 17 head coaches vil højst have stået i spidsen for sit hold i to sæsoner.
Men hvem vil nyde godt af tålmodigheden? Eagles’ Andy Reid, Chargers’ Norv Turner og Bears’ Lovie Smith er umiddelbart de tre kandidater, og alle hold har på papiret ganske pæne chancer for at vise at det var rigtigt at give dem endnu en chancer – Eagles har spillerne og med en hel offseason kan potentialet måske blive udløst; Chargers har divisionen til at klare sig og har også spillerne (spørgsmålet er bare om trænerne kan få dét ud af spillerne der skal til – men det var ca. det samme der blev sagt om Texans frem til denne forgangne sæson); Bears har en særdeles svær division, men man skal ikke glemme at de vandt NFC North og nåede NFC-finalen i 2010, og måske Lions viser sig at blive for 2012 hvad Buccaneers var for 2011, og dermed hjælper til at give plads til Bears?
Og hvad med Atlanta Falcons og Matt Ryan? Fire sæsoner, tre slutspilsdeltagelser – nul slutspilssejre. Spillet har ikke været kønt i slutspillet fra ham, men lad os nu heller ikke glemme at når Falcons er røget ud, så er det sket mod Cardinals (2008 – NFCs Super Bowl-deltager), Packers (2010 – Super Bowl-vinder) og Giants (2011 – Super Bowl-vinder).
Det er slet ikke for sent for Ryan at nå at hæve sit niveau. Efter fem sæsoner i ligaen havde Peyton Manning tre slutspilsdeltagelser med Colts – og ingen sejre (med et 0-41-nederlag til Jets i hans ene slutspilskamp i den femte sæson). Og spillet havde ikke været overbevisende. I 2003 nåede Colts til AFC-finalen og i 2004 slog Manning NFL-rekorderne for flest touchdownkast og højeste passer rating i en sæson. Og i 2006 vandt han en Super Bowl. Det er alt for tidligt at dømme både Falcons og Ryan ude, og gør man det vil det for mig at se være endnu et tegn på at tålmodigheden i og omkring NFL slipper op. Forventningerne til rookie-quarterbacks er højere end nogensinde før – de skal starte tidligt og kunne vinde tidligt. Tiderne hvor man kunne give dem et år eller to på bænken eller starte dem og stille og roligt lade dem lære spillet, er forbi. Systemerne skal nu skræddersyes til dem, så selv spillere som Tim Tebow og Cam Newton, der ikke just var NFL-klare, kan bidrage tidligt.
Kort sagt: Ro på. Matt Ryan vil være 27 år når 2012-sæsonen starter og går alt vel kan han snildt spille 10-12 sæsoner endnu. Kurt Warner var 28 da han blev starter i NFL og vandt en Super Bowl – og han var 37 da han nåede sin sidste Super Bowl. Drew Brees var 30 da han nåede til – og vandt – sin første Super Bowl.
Der er masser af tid – bare hav tålmodighed.
Tilføj kommentar
Læs kommentarer (0)
Seneste blogs fra Peter Jensen
Højest ratede blogs
| Week 1 Preview - søndagskampene Week 1 Preview - søndagskampene 2 Første søndag i den nye NFL-sæson står for døren. Nedenfor følger mine bud på kampenes udfald - bemærk at buddene ikke skal ses som udtryk for hv... |
12/09
|
| 2011 Preseason Power Rankings 2011 Preseason Power Rankings 0 Sæsonen sparkes i gang om under to timer, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. ... |
09/09
|
| 2011 All-Pro's & Awards 2011 All-Pro's & Awards 1 En historisk regulær sæson er forbi. En kort offseason, fulgt op af 17 underholdende - og til tider overraskende - ugers football er slut, og kun 11 betydningsfulde kampe (samt Pro Bowl... |
04/01
|
| Preseason Power Rankings Preseason Power Rankings 5 Sæsonen sparkes i gang i nat, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. 1. Indiana... |
09/09
|
| Week 1 Preview - Monday Night Football Week 1 Preview - Monday Night Football 1 Darrelle Revis og resten af New York Jets gør klar til at tage imod Baltimore Ravens - og i AFC West venter et divisionsopgør mellem Chiefs og Chargers. Å... |
13/09
|
Mest kommenterede blogs
| 2012 Week 3 Preview 2012 Week 3 Preview 8 De tidlige søndagskampe – kampstart kl. 19.00: St. Louis Rams @ Chicago Bears... |
23/09
|
| Preseason Power Rankings Preseason Power Rankings 5 Sæsonen sparkes i gang i nat, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. 1. Indiana... |
09/09
|
| Week 1 Preview Week 1 Preview 5 De tidlige søndagskampe: Pittsburgh Steelers @ Baltimore Ravens ... |
11/09
|
| 2012 Week 14 TNF Preview + Power Rankings 2012 Week 14 TNF Preview + Power Rankings 3 Lad os tage et kig på torsdagens kamp. Bemærk, at mit bud på resultatet IKKE skal ses som udtryk for hvor jeg finder værdi - det er lavet uden at skele til odds på kam... |
06/12
|
| Week 1 Preview - søndagskampene Week 1 Preview - søndagskampene 2 Første søndag i den nye NFL-sæson står for døren. Nedenfor følger mine bud på kampenes udfald - bemærk at buddene ikke skal ses som udtryk for hv... |
12/09
|
Seneste ekspertblogs
| Mockdraft for andendagen Mockdraft for andendagen 0 Det siges, at første runde får eksponeringen, men at hold bygges gennem anden og tredje runde. Den filosofi tror jeg på, så jeg glæder mig virkelig meget til startsku... |
26/04
|
| Derfor vil rangeringerne ændre sig. Derfor vil rangeringerne ændre sig. 0 Som jeg skrev i min mockdraft, kommer rangeringerne til draften med stor sandsynlighed til at ændre sig mere eller mindre kraftigt her i den sidste måned. Det er der flere grunde til, m... |
27/03
|
| Oaklands problemer - og håb. Oaklands problemer - og håb. 0 Penge taler. Åbenbart bare ikke for enhver pris. For andet år i træk er Oakland Raiders i store problemer, både hvad angår deres salary cap, men måske endnu mere... |
18/03
|
| Opdatering på free agency Opdatering på free agency 0 Ja ja, det er kun nogle dage siden jeg skrev lidt om free agency, men det går altså stærkt i NFL og jeg synes det er ved at være tid igen. Dermed slet ikke sagt, at jeg i fr... |
15/03
|
| Småtanker om starten på free agency Småtanker om starten på free agency 0 Den første bølge af aktivitet i free agency stopper traditionelt først en lille uges tid efter, at holdene er blevet sluppet løs i forhandlingslokalerne. Alligevel synes... |
13/03
|








