Peter Jensen » Ekspertblog
Ugen der gik - Week 12 & TNF-Preview
Coach-ranking:
Efter en opfordring tidligere på året fra en bruger kommer her min rangering af trænerne – det er tæt i flere tilfælde, og der kan sagtens argumenteres for at nogle hører til længere oppe eller nede. Men here goes:
1. Bill Belichick, New England Patriots
På vej mod sin ottende slutspilsoptræden i ti år, med foreløbig fire Super bowl-optrædener, tre Super Bowl-titler og yderligere én AFC-finale. Draftede Tom Brady (om end jeg synes det overdrives lidt – hvis Belichick havde set hvor god Brady ville kunne blive tvivler jeg på at han havde ventet til sjette runde med at tage ham), en mester udi handler med draftpicks – at han gang på gang formår at tage røven på andre hold med diverse trades, og holdene gladelig vender tilbage for at smide flere valg efter Belichick overgår min forstand. Men det skal ikke tale imod Belichicks placering her – tværtimod. 121-50-record hos Patriots i den regulære sæson (116-39 siden 2001), 14-4 i slutspillet. Spygate er en skamplet, men det ændrer ikke på noget. Det er slet ikke tæt helt heroppe i toppen.
2. Andy Reid, Philadelphia Eagles
Og det er det sådan set heller ikke her. Reid har ikke vundet Super Bowl, men fire NFC-finaler i træk fra 2001 til 2004 med en Super Bowl-optræden, og endnu en tur til NFC-finalen i 2008 er imponerende. Selv uden at tage chancen på Michael Vick og blive belønnet for det, vil han være toer her,
3. Mike Shanahan, Washington Redskins
Første sæson i hovedstaden har måske ikke været den succes mange troede/håbede på, og resultaterne udeblev i hans sidste tid hos Broncos, men han har over en årrække bevist at han hører til højt på denne liste.
4. Sean Payton, New Orleans Saints
En af de væsentligste årsager til Saints’ succes skal findes i hyringen af Sean Payton og hans beslutning om at afgive noget af sin løn for at hyre Gregg Williams som defensiv koordinator. Holdet er blevet vendt på hovedet siden Payton kom til og Super Bowl-titlen sidste år var kronen på værket.
5. Mike Tomlin, Pittsburgh Steelers
En af de få trænere der – udefra set – formår at virke til både at være en ”player’s coach” og samtidig få holdet til at præstere – dét som Wade Phillips ikke for alvor formåede hos Cowboys. En Super Bowl-titel på CV’et hjælper naturligvis også altid
6. Jeff Fisher, Tennessee Titans
Fisher har ingen Super Bowl-ring at vise frem og har bestemt ikke fået sit hold til at levere varen år efter år, men man får ikke 16 år i træk i trænersædet hos én klub hvis ikke man hører til højt på denne liste. Han vil være et uhyre attraktivt navn hvis konflikten med Bud Adams fører til fyring/opsigelse.
7. Tom Coughlin, New York Giants
Var ualmindeligt tæt på en fyreseddel hos Giants for få år siden, og var det ikke fordi han fik vendt skuden og ført holdet til Super Bowl ville han ikke være i nærheden af top 10 her – han ville såmænd nok ikke engang være head coach i ligaen i dag. Men han fik vendt holdet og har holdt Giants kampdygtige i den svære NFC East over en årrække.
8. Lovie Smith, Chicago Bears
Kom til Super Bowl i 2006 og er efter et par besværlige år på vej tilbage mod slutspillet. Det var do-or-die i år, men han har fået holdet til at levere, og det må han få kredit for.
9. John Harbaugh, Baltimore Ravens
Harbaugh har ingen Super Bowl-ringe at vise frem, men han har fået sat sig i respekt hos Ravens med det samme og har ført holdet i slutspillet i begge sine første to sæsoner i ligaen – først til AFC-finalen og sidste år til Divisional Playoffs, hvor de tabte til Colts, der nåede i Super Bowl.
10. Jim Caldwell, Indianapolis Colts
Svær sophomore-sæson for Caldwell, men han fortjener kredit for at føre Colts til Super Bowl i sit første år som head coach – Peyton Manning eller ej.
11. Mike Smith, Atlanta Falcons
Vendte i sit første år et 3-13-hold til et slutspilshold, sikrede i sit andet år for første gang back-to-back winning seasons for Falcons og i sit tredje år står han på sidelinjen for NFCs bedste hold efter 11 spillede kampe.
12. Mike McCarthy, Green Bay Packers
Jeg ville sådan set gerne placere McCarthy længere oppe, men med al det talent han har haft på holdet ville det kræve en Super Bowl-optræden.
13. Rex Ryan, New York Jets
Man kan mene om ham hvad man vil, men karismaen kan man ikke tage fra ham – og han har fået et hold, som flere frygtede havde for mange ego’er og gamle, udbrændte stjerner til at levere på banen. Slutspilspladsen sidste år blev måske foræret, men de spildte ikke muligheden og de skal Ryan og Jets have kredit for.
14. John Fox, Carolina Panthers
Det har bestemt ikke været kønt i år og holdet er spiller for spiller langt bedre end 1-10-recorden viser. Tre gange i slutspillet på ni år i en division, der ikke har haft ét fast dominerende tophold er ikke godt nok.
15. Ken Whisenhunt, Arizona Cardinals
To slutspilsoptrædener i sine første tre sæsoner og uhyre tæt på en Super Bowl-titel. At holdet ikke har været bedre i en svag division trækker ned – og det gør den nuværende sæson også. At Whisenhunt ikke har slået i bordet og krævet at få en starterkaliber quarterback i folden er uacceptabelt og en af hovedgrundene til at Cardinals ligger hvor de gør i år.
16. Jack Del Rio, Jacksonville Jaguars
Helt subjektivt ville jeg være fristet af at placere Del Rio betydeligt længere nede, baseret på det faktum at Jaguars i de seneste år har virket som et hold, der ikke ”har gidet” når det ikke var divisionskampe. Men holdet leverer i år og derfor lader jeg tvivlen komme ham til gode.
17. Tony Sparano, Miami Dolphins
Vendte 1-15-skuden til 11-5 og divisionstitel i sin første sæson, men ender ikke oppe på siden af Harbaugh og Smith pga. besvær med at følge op på den flotte sæson. 7-9 sidste år og tre sejre bag Jets og Patriots i år.
18. Norv Turner, San Diego Chargers
Med al det talent Turner har og har haft hos Chargers (husk at han overtog et 14-2-mandskab fra Marty Schottenheimer) burde han have mere at fremvise. At han er nået i slutspillet hvert år (og formentlig også gør det i år) er ikke så imponerende igen divisionen taget i betragtning. De konstante startproblemer der har været under Turner falder tilbage på ham.
19. Marvin Lewis, Cincinnati Bengals
Coach of they Year sidste år – formentlig arbejdsløs om lidt over en måned. Højt at flyve, dybt at falde. Divisionen er svær, men Bengals har ganske enkelt været alt for ustabile under Lewis. Jeg har masser af respekt og sympati for Lewis, der bestemt ikke er blevet hjulpet af at ejer Mike Brown tager (for) mange beslutninger og hiver tvivlsomme typer ind på holdet – men med al talentet burde holdet være bedre, ikke mindst i år.
20. Pete Carroll, Seattle Seahawks
Jeg tror faktisk Carroll kan vise sig at være en god hyring for Seahawks. Resultaterne har været svingende i år, men talentet på holdet er også stadig tvivlsomt. Det er stadig et hold under genopbygning. Beslutningen om at give Mike Williams en sidste chance for et comeback har båret frugt og rette næsten – NÆSTEN! – op på den elendige beslutning om at trade sig til Charlie Whitehurst i stedet for at drafte en quarterback.
21. Eric Mangini, Cleveland Browns
Mangini er næsten konsekvent “on the hot seat” hos Browns, men man må anerkende at han – da det så sortest ud sidste år – fik ført holdet til fire sejre på stribe i slutningen af sæsonen og har haft et på alle måder kampdygtigt mandskab i år. Men sejrene udebliver, og bortset fra én sæson hos Jets var det ikke specielt imponerende hvad han fik ud af det hold.
22. Tom Cable, Oakland Raiders
Burde næsten i top 10 bare for ikke at være blevet fyret fra NFLs hårdeste cheftrænerjob efter to år. Jeg tror vitterligt ikke der er noget sted det er sværere at være head coach end hos Oakland Raiders og Al Davis. Cable har fået gjort holdet kampdygtigt over de seneste år, og selvom det nok ikke bliver slutspil i år, er holdet på rette vej.
23. Todd Haley, Kansas City Chiefs
En af de trænere jeg har allersværest ved at placere på denne liste. Haley har lavet et hav af fejl i sin tid hos Chiefs, bl.a. ikke at starte Derrick Johnson sidste år og hans mildest talt utilregnelige brug af Thomas Jones og Jamaal Charles – sidstnævnte er NFLs måske bedste back her og nu, men har alligevel formået først at blive noteret for et løb i anden quarter af en kamp. Haley har dog resultaterne i år og det trækker ham opad.
24. Gary Kubiak, Houston Texans
Norv Turner-light, mere eller mindre. Kubiak er i sit femte år hos Texans og har endnu ikke fået holdet i slutspillet. Nuvel, Colts har domineret, men at det hold, som år efter år bliver spået til ”breakout”-holdet forbliver et ca. 8-8-hold trods al talentet berettiger ikke Kubiak en plads længere oppe på listen.
25. Raheem Morris, Tampa Bay Buccaneers
En uerfaren herre, der blev kastet direkte ud i cheftrænerjobbet uden at nå at få erfaring som koordinator først, men resultaterne har været der i år, overraskende nok. Der er stadig masser at bevise.
26. Steve Spagnuolo, St. Louis Rams
Den første sæson var ikke imponerende for “Spags”, men det har år 2 til gengæld været. Rams har på mærkværdig vis en ganske realistisk chance for at vinde NFC West og komme i slutspillet og Spagnuolo har langt om længe fået forsvaret i gang. Chris Long er blomstret op i år.
27. Mike Singletary, San Francisco 49ers
Han er måske nok en fremragende motivator, men 49ers’ spil i år trækker ned for Singletary, der kan være fortid i San Francisco hvis ikke 49ers når slutspillet i år.
28. Chan Gailey, Buffalo Bills
Den første sæson hos Bills har været ligeså svær som forventet, men at Gaileys mandskab har ydet så meget modstand i den seneste tid trækker op. Gailey er en offensiv strateg, og jeg ville ikke have noget problem med at have ham som offensiv koordinator, men jeg er stadig lidt skeptisk i forhold til ham som head coach. Jeg vil gerne have et år mere til for alvor at bedømme ham. Han nåede nok slutspillet to gange i to forsøg som head coach for Cowboys, men det var 90’ernes Cowboys, og han vandt ikke en slutspilskamp – det gør det lidt mindre imponerende.
29. Jim Schwartz, Detroit Lions
Holdet er på rette vej, men sejrene udebliver alligevel. Kan Lions acceptere endnu en 2-14-sæson, hvis det går sådan? Jeg håber lidt på at de giver ham en chance mere, for jeg tror på at han kan få en masse ud af forsvaret, og hvis Stafford holder sig rask bør angrebet også levere.
30. Josh McDaniels, Denver Broncos
6-0-starten sidste år er langt væk. 5-16 siden da med et hav af kontroversielle beslutninger (om end de ikke alle ser ligeså dumme ud nu som da de blev foretaget) og Spygate II hængende over hovedet. Jeg har alverdens respekt for McDaniels som offensiv koordinator og få et angreb til at producere og er sådan set også vild med den energi han kan vise på sidelinjen, men spørgsmålet er om ikke det bedste for ham er at finde et koordinatorjob, hvor det ikke er hans job at bekymre sig over at forsvaret er gammelt og ligeså hullet som en si.
31a. Jason Garrett, Dallas Cowboys
Den første af to newbie’s på listen. Garrett har fået tre kampe, vendt 1-7 til 3-8 – og 4-7 hvis ikke for Roy Williams’ fumble.
31b. Leslie Frazier, Minnesota Vikings
Newbie nummer to med kun én kamps erfaring som head coach må få ”b”-mærkatet af de to nye cheftrænere, der deler 31. pladsen.
Tæt kamp om divisionstitlerne:
Fem uge før afslutningen af sæsonen er der for første gang ikke ét eneste hold, der med 100% sikkerhed kan sige at de vil skulle spille med i slutspillet. Alle divisionstitlerne er helt åbne – Jets og Ravens kan tage vigtige skridt i denne uge med sejre i deres kampe mod Patriots og Steelers, da det vil give dem et sweep og dermed tiebreakerfordel og sende dem 1½ kamp foran indenfor divisionen med fire kampe tilbage.
Men hvor tæt er det egentlig? Tjah, bedøm selv ud fra nedenstående, der viser top to i alle divisionerne (* = holder tiebreakerfordel efter sejr i første indbyrdes møde, H = hjemmebane i sidste indbyrdes kamp)
|
AFC East: |
AFC North |
AFC West |
AFC South |
|
Jets (9-2)* |
Ravens (8-3)* H |
Chiefs (7-4)* |
Jaguars (6-5)* |
|
Patriots (9-2) H |
Steelers (8-3) |
Chargers (6-5) H |
Colts (6-5) H |
|
NFC East: |
NFC North: |
NFC West: |
NFC South: |
|
Eagles (7-4)* |
Bears (8-3)* |
Rams (5-6)* |
Falcons (9-2)* H |
|
Giants (7-4) H |
Packers (7-4) H |
Seahawks (5-6) H |
Saints (8-3) |
Der er ikke ét eneste hold der er stukket af indenfor divsionen i år, og kun to af de hold der holder tiebreakerfordelen gør det efter at have vundet på udebane i det første møde – og både Saints og Steelers er bedre stillet til revanchekampen end de var da de tabte på hjemmebane.
Vi skal heller ikke glemme, at der i flere divisioner er hold udenfor top 2, der presser på – i AFC South ligger både Texans og Titans på 5-6 (Titans mangler begge kampe mod Colts), i NFC South følger Buccaneers efter på tredjepladsen med en 7-4-record, mens 49ers på 4-7 presser på i NFC West (Cardinals er 3-8 og heller ikke helt ude af det, men der er ikke noget i deres spil der pt. indikerer at de vil presse på for divisionstitlen). 5-6-Raiders i AFC West skal heller ikke udelukkes helt, men det bliver svært at hive et Wild Card hjem og divisionstitlen lader til at blive en kamp mellem Chiefs og Chargers, der begge er bedre kørende.
Sæt kryds ved den 19. december:
Om 2½ uge tørner Tennessee Titans og Houston Texans sammen for anden gang i denne sæson, og det betyder altså også endnu et opgør mellem Cortland Finnegan og Andre Johnson – de to slagsbrødre, der begge blev smidt ud af kampen i søndags da Texans hjemme vandt med 20-0.
Nok er amerikansk fodbold en voldsom sport, men lad nu slåskampe på banen være noget man gør i NHL, og ikke NFL. Det er en svært uheldig tendens vi har set i år med senest Richard Seymour der slår Ben Roethlisberger og Johnson/Finnegan i de seneste uger.
Og når Texans og Titans atter mødes vil begge spillere formentlig være helt gearet op fra start, så det kan næsten kun blive grimt.
At begge spillere slipper med bøder er mig uforståeligt. Finnegan er kendt for at spille til grænsen – og over den – på banen og har flere bøder på samvittigheden for on-field opførsel, mens Johnson sidste år fik en bøde for at trække netop Finnegan ned i facemasken. Det er tydeligt at de to spillere overfor hinanden er ”recipe for disaster”, og en relativ lille bøde (set i forhold til hvad de tjener/kommer til at tjene) vil næppe få dem til at holde sig i skindet igen. Nuvel, en ejection rammer stoltheden for spillere, men i modsætning til nogle heltmet-to-helmet-hits, der bestemt er mere voldsomme, farlige og vigtigere at få ud af spillet, var dette ikke noget der på nogen måde kan kaldes for et uheld.
Finnegan slog aldrig Johnson – og formentlig derfor slipper han for karantæne – men provokationerne var der kampen igennem og kulminerede da han smækker en hånd op i Johnsons facemask og trykker den ind i hovedet af ham. Giv dog dem begge en karantæne – bare én kamp... og gerne i det næste indbyrdes møde, når nu det ligger i den nære fremtid.
Johnson er kendt for at være en ”good guy”, hvorfor dette udfald kan virke lidt overraskende, men hvis der er én spiller der kan få Johnson til at gå over stregen så er det altså Finnegan – og det lykkedes igen.
Slåskampe var bestemt ikke farlig i forhold til de hits, der er dagligdag for fans, men det er en skamplet på sporten, der intet har med football at gøre, og bøder er ikke nok til at komme det til livs.
Award-sektionen:
Rundens mest imponerende præstation: Texans’ forsvar
Tom Brady kunne meget vel have fået æren for anden uge i træk, men når ligaens ringeste forsvar leverer et shutout, så må det – rookiequarterback på den anden side af bolden eller ej – berettige en plads her. Chris Johnson fik sammenlagt 7 yards mod Texans, 5 på 7 løb og 2 på 2 catches. Brian Cushing dominerede og Glover Quin, der blev skurken mod Jaguars da han battede Garrards Hail Mary-kast uheldigt/dårligt lige ned i armene på Mike Thomas, rettede op på det med tre interceptions.
Rundens bedste kamp: Green Bay Packers @ Atlanta Falcons 17-20
To af ligaens bedste unge quarterbacks tørnede sammen i Georgia og det blev ligeså tæt og spændende som man kunne håbe på. Først leverede Rodgers det nødvendige spil for at udligne og så viste Matt Ryan atter hvorfor han kaldes Matty Ice, da han førte Falcons til det afgørende field goal.
Rundens catch: Devery Henderson, New Orleans Saints
Saints’ Devery Henderson leverede på Saints’ åbningsdrive i Thanksgiving-kampen mod Cowboys et forrygende catch trods en stor pass interference fra Cowboys’ safety Alan Ball: http://www.youtube.com/watch?v=V02qnSL-4s0
">http://www.youtube.com/watch?v=V02qnSL-4s0">http://www.youtube.com/watch?v=V02qnSL-4s0
Rundens detalje: Aqib Talibs interception
Nogle gange siger billeder (eller en video) mere end ord: http://www.youtube.com/watch?v=ziF9GS8aflk
Rundens overraskelse: St. Louis Rams @ Denver Broncos 36-33
Runden bød ikke på de helt store overraskelser. Flere hold kom tæt på – Jaguars, Panthers, Bills (se ”Rundens dumhed”), men ingen overraskede for alvor. Rams leverede dog en artig overraskelse da de fik den første udesejr i Sam Bradford-æraen over Broncos.
Rundens skuffelse: Monday Night Football
Jeg kan som regel godt finde noget at se frem til ved de fleste kampe, og også i kampen mellem Cardinals og 49ers, men det blev noget af en ørkenvandring i Phoenix. Cardinals var mere tandløse end frygtet og trods Frank Gores skade gjorde 49ers som det passede dem kampen igennem.
Rundens dumhed:Steve Johnson, Buffalo Bills
Overtid mod Steelers –Steve Johnson, hvordan kan du tabe den bold? http://www.youtube.com/watch?v=UHhK2pWZ2dM
">http://www.youtube.com/watch?v=UHhK2pWZ2dM">http://www.youtube.com/watch?v=UHhK2pWZ2dM
Og så til de øvrige priser. Disse skal ses som her-og-nu-uddelinger; ikke bud på hvem jeg tror på ender med priserne – i parentes hvem jeg havde til prisen i sidste uge):
Most Valuable Player: QB Tom Brady, New England Patriots (Tom Brady, Patriots)
Efter en kamp med en perfekt passer rating er det svært at finde grund til at tage denne fra Brady. Rivers nærmer sig og Matt Ryan kan heller ikke ignoreres totalt.
Offensive Player of the Year: Philip Rivers, San Diego Chargers (Philip Rivers, Chargers)
Det var forsvaret og løbeangrebet der vandt denne kamp, men Rivers er stadig i spidsen her. Hold dog øje med Dwayne Bowe – 13 touchdowns i de sidste syv kampe!
Defensive Player of the Year: OLB Clay Matthews III, Green Bay Packers (Clay Matthews III, Packers)
Matthews’ impact blev begrænset mod Falcons, men han holder stadig fast i toppen her.
Offensive Rookie of the Year: QB Sam Bradford, St. Louis Rams (Sam Bradford, Rams)
Signed, sealed, delivered. Det her er ikke længere som et spørgsmål om hvorvidt Bradford vinder eller ej, men om der overhovedet er en anden der kommer til at få en stemme.
Defensive Rookie of the Year: DT Ndamukong Suh, Detroit Lions (Ndamukong Suh, Lions)
Suh bidrager for alvor både mod løb og kast nu og det gør det bare endnu mere oplagt at han vinder. En spiller som Devin McCoyurty kan ikke rigtig ignoreres, men Suh er stadig foran.
Comeback Player of the Year: QB Michael Vick, Philadelphia Eagles (Michael Vick, Eagles)
Not even close.
Coach of the Year: Steve Spagnuolo, St. Louis Rams (Andy Reid, Eagles)
Hvis sæsonen sluttede i dag ville Rams vinde NFC West – og så ville Spagnuolo være Coach of the Year. Bill Belichick og Raheem Morris er også stadig med i opløbet – og Reid er bestemt ikke sat helt af.
Power rankings:
Hermed mit bud på hvor holdene står efter uge 12.
1. (-) New England Patriots (9-2)
Ingen ændring her – og jeg ser omkring 60% chance for at det heller ikke ændrer sig i næste uge...
2. (-) New York Jets (9-2)
... og i omegnen af 40% chance for at Jets hopper op som etter. Stor kamp mandag når Jets tager til Boston.
3. (-) Atlanta Falcons (9-2)
Jeg skal dog ikke udelukke at Falcons eller et af de følgende hold kan tage hoppet helt op i toppen, men jeg tvivler meget på at det sker – det vil kræve storspil af holdet der skal derop og elendigt spil af begge hold i MNF. Falcons har en svær udekamp foran sig i Tampa.
4. (-) Baltimore Ravens (8-3)
Ingen ændring i top 4. Ravens mod Steelers i SNF giver to fantastiske Primetime-kampe i denne uge – og vigtige, ikke mindst.
5. (5 op) San Diego Chargers (6-5)
Det’ sørme, det’ sandt, december – Rivers er 19-0 i den regulære sæson i kampe spillet efter 1. december. 11-5 here we come?
6. (1 ned) Pittsburgh Steelers (8-3)
Var et droppet Steve Johnson-kast fra et nederlag til Bills – det havde virkelig gjort SNF-kampen spændende, da Ravens med en sejr ville være 2½ kamp foran, mens Steelers med en sejr ville tage teten med tiebreakerfordel indenfor divisionen.
7. (1 op) New Orleans Saints (8-3)
Var en Roy Williams-fumble fra at tabe til Cowboys trods stor føring undervejs. Ingen grund til at gøre det spændende.
8. (1 ned) Green Bay Packers (7-4)
Spillet på banen berettiger reelt set ikke et fald – Rodgers leverede varen, men Matt Ryan var atter iskold. Det er dog bekymrende at Packers ikke formår at vinde flere af de tætte kampe – Packers er 2-4 i kampe afgjort med mellem 1 og 6 points; alle nederlagene har været på tre points på field goals i de døende sekunder eller overtid.
9. (2 op) Chicago Bears (8-3)
De gør sig selv svære at ignorere ved at blive ved med at levere varen. Jeg er stadig ikke solgt på dem, men må bare erkende at de formår at vinde uge efter uge. Svært kampprogram forude med Patriots og Jets fra AFC East og Packers, Vikings og Lions indenfor divisionen, startende med Lions i denne uge. De har dog hjemmebanefordel mod Patriots og Jets.
10. (4 ned) Philadelphia Eagles (7-4)
Ramte et bump på vejen mod Bears, men er stadig the team to beat i NFC East.
11. (5 op) Kansas City Chiefs (7-4)
Dwayne Bowe – you are ridiculous!
12. (1 op) New York Giants (6-5)
De var voldsomt på hælene mod Jaguars, men fandt trods alle skaderne en måde at vinde på.
13. (4 ned) Indianapolis Colts (6-5)
Største hjemmebanenederlag til Peyton Manning i karrieren. Syv interceptions de sidste to kampe.
14. (2 ned) Tampa Bay Buccaneers (7-4)
Holdt sig indenfor en scoring af Ravens, men nederlaget var der aldrig tvivl om.
15. (1 ned) Jacksonville Jaguars (6-5)
Gav Giants kamp til stregen og burde have fundet en måde at vinde på. Fører dog stadig AFC South.
16. (1 ned) Houston Texans (5-6)
Jeg er faktisk lidt ked af at skulle rykke Texans ned, men jeg synes ikke jeg kan forsvare at sætte dem højere, trods en flot defensiv præstation mod Titans. Kan de følge op på den i nat mod Eagles kan Texans tage et hop opad.
17. (4 op) Miami Dolphins (6-5)
Rettede op på hjemmebaneydmygelsen til Bears da de vandt i Oakland – uden Brandon Marshall.
18. (4 op) St. Louis Rams (5-6)
Så kom udesejren. Rams fører NFC West – somehow.
19. (-) Dallas Cowboys (3-8)
Nej nej nej, Roy Williams, det må du ALDRIG gøre det der!
20. (2 ned) Cleveland Browns (4-7)
Falder to trods en sejr – så dårligt står det til med Jake Delhomme under center. Selv Peyton Hillis kan ikke opveje Delhommes elendighed.
21. (4 ned) Oakland Raiders (5-6)
Fik ørerne i maskinen hjemme mod Dolphins. Raiders er én sejr fra at få deres bedste record siden 2002.
22. (2 ned) Tennessee Titans (5-6)
I diskussionen “rust or rest” er jeg på rust-siden – men hvad angår quarterback-situationen hos Titans kan jeg ikke sige andet end: ”Rest Rusty!” Collins ser ud til at kunne være tilbage til denne uge – det kan blive afgørende.
23. (3 op) San Francisco 49ers (4-7)
Fin sejr over Cardinals – men... det var Cardinals.
24. (1 ned) Washington Redskins (5-6)
Kom hurtigt ned på jorden igen efter sejren over Titans…
25. (4 op) Minnesota Vikings (4-7)
... da Vikings åbnede Leslie Frazier-æraen med en sejr.
26. (1 op) Buffalo Bills (2-9)
Se Dallas Cowboys, erstat ”Roy Williams” med ”Steve Johnson”, og tilføj en fem-seks yderligere “nej”’er i starten af kommentaren.
27. (2 ned) Seattle Seahawks (5-6)
Selv Qwest Field-magien kunne ikke redde dem mod Chiefs.
28. (-) Denver Broncos (3-8)
Skuffede atter hjemmepublikummet med et nederlag til Rams.
29. (5 ned) Detroit Lions (2-9)
Vælg selv: 1) Tabte minsandten igen, 2) Tabte minsandten igen på Thanksgiving. Lions ser derudover ud til at skulle starte Drew Stanton mod Bears’ defense – good luck!
30. (-) Cincinnati Bengals (2-9)
Så meget talent, så lidt indfrielse...
31. (1 op) Carolina Panthers (1-10)
Fik gang i løbeangrebet, men tabte alligevel. Panthers får endnu en chance for at vinde når de skal besøge Arizona Cardinals den 19. december.
32. (1 ned) Arizona Cardinals (3-8)
Modsat Panthers var Cardinals ikke i stand til at yde modstand. Med besøg i ørkenen fra Rams, Broncos og Panthers burde der være mulighed for at finde en sejr – men jeg har efterhånden mine tvivl om hvorvidt de kan undgå at slutte 3-13.
Thursday Night Football:
Houston Texans @ Philadelphia Eagles
Eagles mod ligaens dårligste kasteforsvar og et af ligaens dårligste pass rushes ligner virkelig et slemt mismatch. Texans’ forsvar skal holde niveuaet fra sidste uge, og måske endda hæve det, for at stoppe Eagles’ potente angreb, anført af Michael Vick med DeSean Jackson og Jeremy Maclin som farlige trusler dybt – og det er præcis de store spil Texans har tilladt alt for mange af. Texans har Andre Johnson med, men desværre for ham ser det også ud til at Asante Samuel er klar til kamp. Eagles havde svært ved at stoppe Bears’ angreb i sidste uge og det er klart for enhver at Texans’ angreb på dagen kan levere en stor kamp, så der er potentiale for en spændende kamp. Arian Foster bør kunne få en solid kamp, men jeg har desværre svært ved for alvor at tro på at Texans kan holde det tæt. De har brug for sejren, uden tvivl, men det har Eagles også og med hjemmebane og et matchup mod Texans’ forsvar, som de næsten ikke kan ønske sig bedre, må jeg gå med værterne her.
Houston Texans 17 @ Philadelphia Eagles 27
Tilføj kommentar
Læs kommentarer (0)
Seneste blogs fra Peter Jensen
Højest ratede blogs
| Week 1 Preview - søndagskampene Week 1 Preview - søndagskampene 2 Første søndag i den nye NFL-sæson står for døren. Nedenfor følger mine bud på kampenes udfald - bemærk at buddene ikke skal ses som udtryk for hv... |
12/09
|
| 2011 Preseason Power Rankings 2011 Preseason Power Rankings 0 Sæsonen sparkes i gang om under to timer, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. ... |
09/09
|
| 2011 All-Pro's & Awards 2011 All-Pro's & Awards 1 En historisk regulær sæson er forbi. En kort offseason, fulgt op af 17 underholdende - og til tider overraskende - ugers football er slut, og kun 11 betydningsfulde kampe (samt Pro Bowl... |
04/01
|
| Preseason Power Rankings Preseason Power Rankings 5 Sæsonen sparkes i gang i nat, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. 1. Indiana... |
09/09
|
| Week 1 Preview - Monday Night Football Week 1 Preview - Monday Night Football 1 Darrelle Revis og resten af New York Jets gør klar til at tage imod Baltimore Ravens - og i AFC West venter et divisionsopgør mellem Chiefs og Chargers. Å... |
13/09
|
Mest kommenterede blogs
| 2012 Week 3 Preview 2012 Week 3 Preview 8 De tidlige søndagskampe – kampstart kl. 19.00: St. Louis Rams @ Chicago Bears... |
23/09
|
| Preseason Power Rankings Preseason Power Rankings 5 Sæsonen sparkes i gang i nat, så på et hængende hår kommer her sæsonens første Power Ranking fra min hånd. 1. Indiana... |
09/09
|
| Week 1 Preview Week 1 Preview 5 De tidlige søndagskampe: Pittsburgh Steelers @ Baltimore Ravens ... |
11/09
|
| 2012 Week 14 TNF Preview + Power Rankings 2012 Week 14 TNF Preview + Power Rankings 3 Lad os tage et kig på torsdagens kamp. Bemærk, at mit bud på resultatet IKKE skal ses som udtryk for hvor jeg finder værdi - det er lavet uden at skele til odds på kam... |
06/12
|
| Week 1 Preview - søndagskampene Week 1 Preview - søndagskampene 2 Første søndag i den nye NFL-sæson står for døren. Nedenfor følger mine bud på kampenes udfald - bemærk at buddene ikke skal ses som udtryk for hv... |
12/09
|
Seneste ekspertblogs
| Mockdraft for andendagen Mockdraft for andendagen 0 Det siges, at første runde får eksponeringen, men at hold bygges gennem anden og tredje runde. Den filosofi tror jeg på, så jeg glæder mig virkelig meget til startsku... |
26/04
|
| Derfor vil rangeringerne ændre sig. Derfor vil rangeringerne ændre sig. 0 Som jeg skrev i min mockdraft, kommer rangeringerne til draften med stor sandsynlighed til at ændre sig mere eller mindre kraftigt her i den sidste måned. Det er der flere grunde til, m... |
27/03
|
| Oaklands problemer - og håb. Oaklands problemer - og håb. 0 Penge taler. Åbenbart bare ikke for enhver pris. For andet år i træk er Oakland Raiders i store problemer, både hvad angår deres salary cap, men måske endnu mere... |
18/03
|
| Opdatering på free agency Opdatering på free agency 0 Ja ja, det er kun nogle dage siden jeg skrev lidt om free agency, men det går altså stærkt i NFL og jeg synes det er ved at være tid igen. Dermed slet ikke sagt, at jeg i fr... |
15/03
|
| Småtanker om starten på free agency Småtanker om starten på free agency 0 Den første bølge af aktivitet i free agency stopper traditionelt først en lille uges tid efter, at holdene er blevet sluppet løs i forhandlingslokalerne. Alligevel synes... |
13/03
|








