Fredag den 7. januar 2011, 14:51

Lad os et øjeblik glemme alt om trænerfyringer/-hyringer, kommende free agents og fokusere lidt på football. NFLs slutspil står trods alt lige for døren. De følgende tre weekender skal vi have bestemt hvilke to hold, der skal mødes på Cowboys Stadium i Arlington udenfor Dallas natten mellem søndag den 6. februar og mandag den 7. februar dansk tid, for at kæmpe om Vince Lombardi-trofæet.
 

Denne optakt vil omhandle

- slutspillet; hvordan afvikles det?

- de tolv slutspilshold

- slutspilsstatistik

- nye overtidsregler

- bud på slutspilskampene

- vidste du at…?

 

Kort om NFL Playoffs:

NFLs slutspil afvikles over fire runder fordelt på fire weekender. I kronologisk rækkefølge handler det om Wild Card Weekend, Divisional Playoffs, Conference Championship Weekend og slutteligt Super Bowl.

 

De første tre weekender mødes slutspilsholdene i kampe indenfor konferencen, og vinderen af AFCs Championship Game og NFCs ditto mødes så i kampen om Super Bowl-titlen.

 

Efter 17. spillerunde seedes de seks slutspilsdeltagere fra de to konferencer på følgende vis:

Seedning 1-4: De fire divisionsvindere, rangeret efter bedste win-loss record.

Seedning 5-6: De to bedste hold, som ikke har vundet deres division.

Der er debat om retfærdigheden i denne seedning, da et 5. og 6. seedet hold sagtens kan tænkes at have en bedre record end en eller flere af divisionsvinderne (det er tilfældet i både AFC og NFC  i år), men alligevel bliver lavere rangeret. Som det er nu er 1. til 4. seedningen altså forbeholdt divisionsvinderne.

 

Wild Card Weekend:

I begge konferencer møder det 3. seedede hold hjemme det 6. seedede hold, mens det 4. seedede hold hjemme møder det 5. seedede hold.

 

So far so good. Vinderen af disse to kampe går videre til Divisional Playoffs.

 

Divisional Playoffs:

I begge konferencer møder det 1. seedede hold hjemme det lavestseedede hold, der er tilbage (det kan være alt fra 4. til 6. seedede, afhængigt af hvordan Wild Card-kampene er gået), mens det 2. seedede hold hjemme tager imod det højestseedede hold, som vandt i Wild Card-weekenden (et af holdene der er seedet fra nummer 3 til 5).

 

Conference Championship Weekend:

De to vindere fra Divisional Playoffs mødes på det højestseedede holds hjemmebane.

 

Super Bowl:

Vinderen af AFC møder vinderen af NFC på neutral bane – i år på Cowboys Stadium ved Dallas i Super Bowl XLV .

 

Slutspillet i AFC:

Seedninger i AFC:

1. New England Patriots (14-2)
2. Pittsburgh Steelers (12-4)
3. Indianapolis Colts (10-6)
4. Kansas City Chiefs (10-6)
5. Baltimore Ravens (12-4)
6. New York Jets (11-5)

 

New England Patriots (14-2)

Få hold står ved tærsklen til slutspillet med en identitet så fjernt fra den man forventede forud for sæsonen som New England Patriots. Det eksplosive angreb med Tom Brady under center og en dyb trussel i Randy Moss er erstattet af et hypereffektivt short-passing-offense med Deion Branch, Wes Welker samt tight ends Aaron Hernandez og Rob Gronkowski foruden Patriots’ første 1000-yard rusher siden Corey Dillon i 2004, BenJarvus Green-Ellis og den lille og hurtige Danny Woodhead på running back-positionen. Tom Brady har leveret en fantastisk sæson med 3900 yards, 36 touchdowns og blot 4 interceptions, og har ikke kastet en interception i 14 af sæsonens 16 kampe, herunder de seneste 11. Ni kampe i træk har han kastet mindst to touchdowns og i otte kampe i træk har han nettet en passer rating på over 100.

 

Det unge forsvar, der var anset som holdets store svaghed rangerer ganske vist blot som nummer 25 i ligaen målt i tilladte yards pr. kamp, men er til gengæld nummer 8 i den kategori, som tæller – tilladte points. Rookie-cornerback Devin McCourty har leveret en forrygende sæson og mere eller mindre lukket sin halvdel af banen ned. Resten af det bageste forsvar lader noget tilbage at ønske, men head coach Bill Belichick har formået at tilpasse systemet til de unge spillere, som gennem sæsonen har leveret de nødvendige spil.

 

Patriots er de store favoritter til at vinde Super Bowl og de to gange Patriots under Bill Belichick har haft AFCs førsteseedning er de gået hele vejen til Super Bowl (de er 1-1 i disse kampe). Kan Patriots holde fast i det spil, der sikrede dem ligaens bedste turnoverratio (+28) i den regulære sæson, er det svært at se hvem kan skal stoppe dem, men det er værd at bemærke, at de har været lidt i problemer på hjemmebane mod to af de sandsynlige modstandere i slutspillet – Baltimore Ravens og Indianapolis Colts.

 

Patriots er 6-1 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 2: 14-28 @ Jets

Week 6: 23-20 OT vs. Ravens

Week 10: 39-26 @ Steelers

Week 11: 31-28 vs. Colts

Week 13: 45-3 vs. Jets

Week 14: 36-7 @ Bears

Week 15: 31-27 vs. Packers (startede Matt Flynn)

 

Pittsburgh Steelers (12-4)

Steelers har – ligesom Patriots – været lidt af en artig overraskelse i denne sæson. Dømt af mange til at være i store problemer med Ben Roethlisberger i karantæne i de første fire kampe og med Santonio Holmes i New York Jets, trådte Dick LeBeaus forsvar stærkt i karakter, holdt Falcons til 9 points, Titans til 11, Buccaneers til 13 og Ravens til 17 i de første fire kampe og sikrede et godt udgangspunkt med en 3-1-record. Den offensive linje har været hårdt ramt af skader og er – igen – den store svaghed på angrebet. Rookie-center Maurkice Pouncey har haft en solid første sæson og bidraget positivt i løbeangrebet, hvor Rashard Mendenhall har løbet for 1273 yards og 13 touchdowns. Ben Roethlisberger, plaget af en ankelskade, har på fornem vis kæmpet sig gennem den sidste del af sæsonen, men har brug for beskyttelse fra de store drenge oppe foran. Hines Ward er stadig et solidt mål, men den unge Mike Williams har været den store oplevelse som erstatning for Santonio Holmes.

 

Selvom angrebet er solidt er det forsvaret, der bærer holdet. Anført af ligaens bedste linebackerkorps i form af pass rushers Lamarr Woodley og James Harrison og inside linebackers Lawrence Timmons og James Farrior, har Steelers ligaens bedste løbeforsvar (62,8 yards pr. kamp, 3,0 yards pr. carry, 5 touchdowns, kun ét tilladt løb for 20+ yards – alle fire bedst i ligaen) og med en playmaker som safety Troy Polamalu er turnovers altid en risiko for modstandernes angreb. Svagheden er på cornerbackpositionen, hvor Bryant McFadden er ”brandbar” og Ike Taylor ikke på tidligere tiders niveau, og oppe foran hvor skader og alder så småt har indhentet de store drenge. Den undervurderede Aaron Smith bliver formentlig i bedste fald først klar til en evt. Super Bowl og Brett Keisel har miset fem kampe med skader i sæsonen, mens Ziggy Hood endnu ikke helt har ramt sit topniveau som starter modsat Keisel.

 

Steelers var i risiko for ikke at løbe af sted med divisionstitlen, men leverede et par stærke præstationer i must-win kampe i slutningen af sæsonen efter et skuffende nederlag til Jets. Forsvaret kan bringe holdet langt, men angrebet skal også ud og præstere, hvis holdet skal gå hele vejen – holdets +17 i turnoverratio (næstbedst i ligaen) er dog et godt udgangspunkt for at nå langt.

 

Steelers er blot 2-4 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1 (uden Roethlisberger): 15-9 OT vs. Falcons

Week 4 (uden Roethlisberger): 14-17 vs. Ravens

Week 8: 10-20 @ Saints

Week 10: 26-39 vs. Patriots

Week 13: 13-10 @ Ravens

Week 15: 17-22 vs. Jets

 

Indianapolis Colts (10-6)

Det var ikke uden besvær, at Indianapolis Colts kvalificerede sig til sit niende slutspil i træk. Efter syv sæsoner i træk med mindst 12 sejre kom Colts snublende ud af startblokken i denne sæson med et sjældent nederlag til Texans. Colts kom tilbage på rette fod og overkom også et nederlag til Jaguars, inden spillet fra spilleuge 9 til 13 faldt fra hinanden. Fire nederlag på fem uger, 11 interceptions af Peyton Manning på tre kampe – heraf fire returneret for touchdown. Ordet ”krise” var på manges tunger, men et Colts-hold i ”playoff”-mode hev fire sejre hjem til at lukke sæsonen og sikre sig divisionstitlen. På offensiven har skader båret en del af skylden for problemerne i denne sæson – tight end Dallas Clark og wide receiver Anthony Gonzalez fik blot samlet otte kampe inden de røg på IR, og også Austin Collie har måttet afslutte sæsonen før tid efter at have pådraget sig to hjernerystelser og være blevet taget ud af yderligere én kamp af sikkerhedshensyn. Det har efterladt Manning med Reggie Wayne, en småskadet Pierre Garcon, undrafted rookie Blair White og backup-tight end Jacob Tamme som de primære mål. Bag en offensiv linje, der ikke har givet ham tid til at slippe af med bolden, og med et løbeangreb, der også har været skadesramt og skuffende, er det et mindre mirakel at Colts atter er at finde i slutspillet.

 

Colts fandt dog spillet i slutningen af sæsonen, hvor tilbagevendte Dominic Rhodes sammen med Joseph Addai og til dels Donald Brown har givet Colts den antydning af et løbeangreb, som kan give Manning mulighed for at eksekvere sine playfakes. På forsvaret, der ligeledes har været ramt af indtil flere skader igennem sæsonen, trådte også det svage løbeforsvar i karakter mod slutningen af sæsonen og holdt Maurice Jones-Drew, Darren McFadden og Chris Johnson til sammenlagt 130 yards på 46 løb (2,83 yards pr. carry) i sæsonens sidste tre kampe. Med et par farlige pass rushers i Dwight Freeney og Robert Mathis er Colts-forsvaret næsten altid garant for et godt pass rush, hvilket kan være nødvendigt med et secondary, der har mistet safeties Bob Sanders og Melvin Bullitt samt cornerback Jerraud Powers for sæsonen, og kan være uden den anden startende cornerback Kelvin Hayden i starten af slutspillet.

 

Colts kommer ind i slutspillet med et vist momentum, men får en svær vej til Super Bowl. Det er – som altid – Peyton Mannings hold, og holdet kan komme så langt som Manning bærer dem, men det er ikke Mannings bedste sæson og vejen til Dallas kan gå gennem såvel Pittsburgh som New England – og det er bestemt ikke nogen let vej.

 

Colts er 1-2 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 5: 19-9 vs. Chiefs

Week 9: 24-26 @ Eagles

Week 11: 28-31 @ Patriots

 

Kansas City Chiefs (10-6)

Et af de mest overraskende slutspilshold i denne sæson må siges at være Kansas City Chiefs. I en division som i de seneste år har været domineret af San Diego Chargers og hvor Oakland Raiders ligeledes lignede et forbedret hold var det de færreste, der havde forudset at Chiefs ville gå forrest og tage divisionen. Chiefs lagde stilen an fra uge 1 med en sejr over Chargers, men man må samtidig bide mærke i at Chiefs er nået i slutspillet baseret på et særdeles overkommeligt kampprogram (0.414 (106-150) strength of schedule – klart det letteste blandt slutspilsdeltagerne). På angrebet har quarterback Matt Cassel været en positiv overraskelse i sæsonens sidste halvdel. Den tidligere Patriots-backup sluttede sæsonen med 3116 yards, 27 touchdowns og kun 7 interceptions på 15 kampe og viste undervejs fantastisk kemi med receiver Dwayne Bowe (15 touchdowns). Det er dog løbeangrebet, der har båret holdet til divisionstitlen. Jamaal Charles har fået sit store gennembrud og har snittet vanvittige 6,38 yards pr. carry på 230 carries – og det endda som officiel backup til Thomas Jones, der har startet 10 af holdets kampe i år. Charles er den bedste af de to, men de har vist sig som et effektivt one-two punch bag en linje, der i den grad har gjort bekymringerne forud for sæsonen til skamme med flot spil – bl.a. takket være tilføjelsen af guard Ryan Lilja.

 

På forsvaret har flere unge spillere taget et stort skridt frem i denne sæson – pass rusher Tamba Hali noterede sig for 14,5 sacks, mens cornerback Brandon Flowers kom tættere på for alvor at etablere sig selv som en shut-down corner. Rookie-safety Eric Berry hævede også sit niveau som sæsonen skred frem og bidrog til at forsvaret leverede overraskende godt spil. I hjertet af forsvaret var Derrick Johnson atter en oplevelse med 121 tacklinger, 15 pass deflections, fire forced fumbles og en interception. Den defensive linje har været et af de svagere punkter på forsvaret, hvilket har bidraget til at Chiefs har tilladt 4,3 yards pr. carry i denne sæson.

 

Chiefs fremstår umiddelbart som det svageste hold i AFCs slutspil og må umiddelbart betragtes som underdogs i alle deres kampe på vej mod AFC-finalen (hvis de får mere end én kamp). Holdet har dog fløjet lidt ”under radaren” sæsonen igennem, og de kan med deres løbeangreb og forsvar komme til at volde problemer for ethvert hold – især hjemme på Arrowhead Stadium. Det er dog et hold uden den store slutspilsrutine blandt nøglespillerne, og selvom head coach Todd Haley var en tur i Super Bowl for et par år siden, er spørgsmålet om dét er nok.

 

Chiefs er 1-1 mod slutspilshold:

Week 4: 9-19 @ Colts

Week 11: 42-24 @ Seahawks

 

Baltimore Ravens (12-4)

Forhåndsfavoritterne i AFC North må lidt skuffende nøjes med AFCs femteseedning, hvilket formentlig vil tvinge dem til at vinde tre udekampe for at nå til Super Bowl. Ovenpå en lidt ujævn start på sæsonen, der startede med en god sejr ude mod Jets, fulgt op af et skuffende nederlag til Bengals, fandt Ravens efterhånden det flotte spil frem og vandt fem af de efterfølgende seks kampe, bl.a. ude mod Steelers – eneste nederlag kom i overtid ude mod Patriots, i en kamp Ravens længe var i position til at vinde. Sæsonen sluttede dog også noget ujævnt, hvilket dels skyldtes tvivlsom – konservativ – playcalling af offensive coordinator Cam Cameron, når holdet kom foran, dels at running back Ray Rice ikke for alvor fik den nødvendige hjælp af den offensive linje til at sikre holdet lange drives. Quarterback Joe Flacco leverede sin bedste sæson i sin tre-årige karriere og er for tredje år i træk i slutspillet. Hans kemi med Derrick Mason er fantastisk, men den kemi man i starten af sæsonen så med Anquan Boldin falmede lidt mod slutningen af sæsonen. Boldin havde inden holdets bye i uge 8 seks kampe med mindst fire catches (kun overfor Champ Bailey havde han færre), og noterede sig for fem touchdowns i de syv kampe. I de sidste ni kampe i sæsonen nåede Boldin max. tre catches i de syv og greb kun to touchdowns (begge scoret i de kampe hvor han greb flere end tre bolde). Den offensive linje er stærkt besat indvendigt, men har haft problemer på ydersiden, hvilket har bidraget til at Ray Rice samlet set ikke har leveret den sæson mange havde forventet.

 

Defensiven er stadig stærk, men har haft seriøse udfald i løbet af sæsonen – Bills scorede 34 points og kom i overtid, Texans satte 21 ubesvarede points på tavlen i anden halvleg og tvang også den kamp i overtid, mens Peyton Hillis i starten af sæsonen løb over og igennem forsvaret. I midten af forsvaret er Ray Lewis så småt ved at ligne en spiller på 35 år, der har uddelt talrige hits i løbet af karrieren. De forreste syv er dog en solid flok anført af den stærke pass rusher Terrell Suggs og den store defensive tackle Haloti Ngata, mens det bageste forsvar har forbedret sig siden Ed Reeds tilbagevenden.

 

Ravens har umiddelbart trukket den modstander de helst vil i Wild Card-runden. Med en fin 3-2 på udebane i slutspillet under head coach John Harbaugh (2-1 i 2008, 1-1 i 2009) er de ikke nogen let modstander for noget hold, og jeg kunne godt mistænke Ravens for at være dét hold New England Patriots mest frygter at møde i AFC-halvdelen. Ravens har alle brikkerne til at nå langt, men har endnu ikke for alvor fået det til at hænge sammen – spillet har ikke været helt overbevisende, men rammer Ravens dagen kan de spille op med et hvilket som helst hold med et stærkt forsvar og et godt angreb. Super Bowl er lidt af et long-shot, men udelukkes skal det ikke.

 

Ravens er 3-3 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1: 10-9 @ Jets

Week 4: 17-14 @ Steelers (uden Roethlisberger)

Week 6: 20-23 OT @ Patriots

Week 10: 21-26 @ Falcons

Week 13: 10-13 vs. Steelers

Week 15: 30-24 vs. Saints

 

New York Jets (11-5)

Jets’ sæson har langt fra kørt på skinner. Sæsonpremieren mod Ravens blev et antiklimaks af de store med problemer i coverage og alverdens problemer på angrebet. Ugen efter var holdet som forvandlet mod Patriots og leverede en overbevisende indsats, selv uden Darrelle Revis. Mark Sanchez kunne pludselig vinde kampe for holdet og Santonio Holmes trådte pludselig i karakter som den clutch-receiver vi alle ved han kan være. En krise i slutningen af sæsonen med elendige offensive præstationer mod Patriots og Dolphins kompenserede Jets for i hvad der reelt var en must-win kamp mod Steelers. Angrebet holdt fast i den sidste ”rigtige” kamp for Jets, mod Bears, hvor forsvaret dog viste store svaghedstegn igen. Mark Sanchez fandt så småt sig selv i sæsonens sidste kampe og har i Santonio Holmes, Braylon Edwards, Jerricho Cotchery, Dustin Keller, LaDainian Tomlinson og Shonn Greene en god skill position-gruppe omkring sig, og en stærk offensiv linje foran sig. Det er et Jets-angreb, der har potentialet til det helt store når det rammer dagen, men løbeangrebet – især Tomlinson – så nedslidt ud mod slutningen af sæsonen. En uges hvilepause til Tomlinson og Greene kan dog hjælpe holdet, og også Mark Sanchez har fået tid til at komme sig ovenpå sin skulderskade.

 

Defensivt er der sådan set meget at kunne lide ved Jets. Løbeforsvaret er blandt ligaens bedste og Darrelle Revis er trods en sæson, der ikke var på 2009-niveauet, stadig en herre som quarterbacks gør klogt i at undgå at kaste imod. Antonio Cromartie har i glimt vist storspil modsat Revis, men overfor angreb, der kan sprede forsvaret ud kan Jets få problemer pga. lidt tvivlsom dybde i kasteforsvaret og et pass rush, der ikke har spillet på det niveau man ville forvente af et Rex Ryan-forsvar, og tabet af safety Jim Leonhard er svært at undervurdere.

 

Head coach Rex Ryan taler stort og har til tider også haft resultaterne til at bakke ordene op, men holdet skal levere mere stabilt spil hvis Ryans erklærede mål om en Super Bowl-titel skal komme hjem i år. Wild Card-runden byder på et matchup mod Peyton Manning, som Rex Ryan endnu aldrig har slået. Skulle det blive til en sejr her venter en udekamp mod New England Patriots og med sejr her endnu en udekamp (mod Steelers/Chiefs/Ravens) før Jets kan nå Super Bowl – potentialet er der til at overkomme den svære vej til Dallas, men det er særdeles tvivlsomt om 2010 (well, 2011) er året hvor Jets går hele vejen. Mark Sanchez er lidt af en x-faktor – han har vist det høje niveau, der skal til for at bringe Jets langt, men jeg tvivler på at han kan levere det i år.

 

Jets er 2-4 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1: 9-10 vs. Ravens

Week 2: 28-14 vs. Patriots

Week 8: 0-9 vs. Packers

Week 12: 3-45 @ Patriots

Week 15: 22-17 @ Steelers

Week 16: 34-38 @ Bears

 

Slutspillet i NFC:

Seedninger i NFC:

1. Atlanta Falcons (13-3)
2. Chicago Bears (11-5)
3. Philadelphia Eagles (10-6)
4. Seattle Seahawks (7-9)
5. New Orleans Saints (11-5)
6. Green Bay Packers (10-6)

 

Atlanta Falcons (13-3)

I hvad der skulle vise sig at blive et overraskende stærkt NFC South kunne Atlanta Falcons i sidste ende trække det længste strå og sikre sig NFCs førsteseedning. Stærkt spil på hjemmebanen samt det nødvendige held/dygtighed i mange af de tætte kampe bidrog i sidste ende til at Falcons sikrede sig hjemmebanefordel gennem slutspillet. Angrebet så i slutningen af sæsonen ud til at have mistet lidt af pusten – Matt Ryans completionprocent tog et dyk til under 60% i fire kampe på stribe fra uge 13 til 16 – men genfandt noget af styrken i nedslagtningen af Panthers i uge 17, hvor Ryan atter leverede en stærk præstation (om end mod NFLs dårligste hold i 2010), som holdet kan tage med sig ind i slutspillet. Ryan har i Roddy White en af NFLs bedste receivers, men resten af receivergruppen er ikke helt på ønsket niveau, med Michael Jenkins, der er fin, uden at være prangende, og en aldrende Tony Gonzalez, der kan være i gang med sin sidste NFL-sæson, og ikke har leveret det spil vi er vant til at se fra ham. Ryan har dog en quarterbacks bedste ven til rådighed i form af et stærkt løbeangreb ført an af Michael Turner (1371 yards, 12 touchdowns), som siden han kom til Falcons i 2008 har løbet for 2048 yards og 24 touchdowns i 21 hjemmekampe (hvor Falcons er 19-2). Turner kommer dog ind i slutspillet med et par skidte kampe i bagagen efter han mistede fumbles i begge de sidste to kampe i den regulære sæson (hans eneste to fumbles hele året).

 

På forsvaret har to spillere for alvor skilt sig ud i år – defensive end John Abraham, der med 13 sacks leverede endnu en flot sæson efter mange havde dømt ham ude, samt cornerback Brent Grimes, der blev bedre og bedre som sæsonen skred frem. Også Grimes kollega på positionen Dunta Robinson har leveret en fin sæson, og det samme kan siges om de to safeties Thomas DeCoud og William Moore. Løbeforsvaret har været det svage led med hele 4,6 yards pr. carry imod sig.

 

Med en stærk hjemmebanestatistik i ryggen siden Michael Turner, Matt Ryan og head coach Mike Smith kom til i 2008, er Falcons naturligt blandt favoritterne til at repræsentere NFC i Super Bowl, men trods hjemmebanen skal Falcons ikke føle sig alt for sikre overfor et stærkt NFC-slutspilsfelt. Angrebet har vist noget ustabilitet, der kan løbes mod forsvaret og Falcons har sæsonen igennem levet på at vinde de tætte kampe (7-2 i kampe afgjort med 1-7 points) – sidstnævnte er naturligvis ikke bare en tilfældighed, men det er risikabelt at være afhængig af at vinde de tætte kampe, og som nedenstående statistik afslører er det ikke just fordi Falcons har været overbevisende mod de slutspilshold de har mødt (Seahawks undtaget).

 

Falcons er 4-3 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1: 9-15 OT @ Steelers (uden Roethlisberger)

Week 3: 27-24 OT @ Saints

Week 6: 17-31 @ Eagles (med Kolb)

Week 10: 26-21 vs. Ravens

Week 12: 20-17 vs. Packers

Week 15: 34-18 @ Seahawks

Week 16: 14-17 vs. Saints

 

Chicago Bears (11-5)

NFC North var på forhånd udset af mange som et “two-horse race” og sådan blev det også i sidste ende. ”Problemet” var bare, at Chicago Bears ikke var udset som den ene af de to heste. Spørgsmålstegn ved løbeangrebet, om Jay Cutler kunne trives i Mike Martz’ system og konstateringen af at den offensive linje så horribel ud og ville kunne give store problemer pga. Martz’ system gjorde at Bears på forhånd var udset som et middelhold i denne sæson. Uha, hvor tog folk (denne skribent inkl.) fejl. Nuvel, den offensive linje har været omtrent ligeså elendig som forventet, løbeangrebet har været lidt på det jævne, men Mike Martz og Jay Cutler har fungeret fantastisk. Efter lidt problemer i starten af sæsonen, hvor Martz’ playcalling og den offensive linjes spil førte til at Cutler allerede i uge 4 mod Giants måtte udgå med en hjernerystelse, fik Martz ændret i sin tilgang til kampene. Tight end Greg Olsen blev pludselig involveret og Cutler leverede stærkt spil i flere kampe og da også Matt Forté kom i gang var angrebet pludselig noget der lignede en komplet enhed.

 

Angrebet har bestemt været hjulpet af forsvaret, der spiller på det bedste niveau siden 2006, med en rask Brian Urlacher og en stærk Lance Briggs i linebackerkæden, en Charles Tillman i storform på cornerbackpositionen, og så – ikke mindst – Defensive Player of the Year-kandidaten Julius Peppers på defensive end. Peppers har i høj grad bidraget til at forsvaret har løftet sig, og han har været bedste mand på et stærkt forsvar – bedre end sack-statistikken viser. Forsvaret har haft sine udfald i den seneste måned (36 points tilladt mod Patriots og 34 mod Jets – begge gange på hjemmebane), men hører til blandt de bedste i NFC, og hele NFL.

 

Det er lidt svært at gøre sig klog på Bears’ chancer i dette slutspil. Holdet har uden tvivl spillet flot, men jeg må indrømme at jeg ikke for alvor er solgt på at de har niveauet til at gå hele vejen. De har spillet flere kampe hvor spillet ikke har været overbevisende – men i sidste ende gør dét det vel næsten bare endnu mere imponerende at de kan tage NFCs andenseedning, og forsvaret har vist at det på dagen kan ramme et uhyggeligt niveau.

 

Bears er 3-3 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 3: 20-17 vs. Packers

Week 6: 20-23 vs. Seahawks

Week 12: 31-26 vs. Eagles (med Vick)

Week 14: 7-36 vs. Patriots

Week 16: 38-34 vs. Jets

Week 17: 3-10 @ Packers

 

Philadelphia Eagles (10-6)

Få hold har haft så meget kontrovers omkring quarterback-positionen som Eagles – og fået så meget succes. McNabb røg ud, Kevin Kolb skulle starte – så blev Kolb skadet og Michael Vick tog over. Men var Vick nu også starteren? Ja, skulle det vise sig, men så blev han skadet og Kolb leverede en god præstation mod Falcons. Vick var dog starteren – også selvom Kolb spillede flot. Og Michael Vicks flotte comeback til NFL har været en af denne sæsons altoverskyggende historier. Det skal der dog ikke linjeplads på her – lad os i stedet blot konstatere at Vick har spillet på sin karrieres højeste niveau i denne sæson. Mere tålmodighed og opmærksomhed i lommen, bedre touch på sine bolde og fremragende kemi mod sine primære mål, DeSean Jackson og Jeremy Maclin. Eagles’ angreb har været et big-play offense af de store med Vicks dybe kast til specielt Jackson, og det har været med succes i en stor del af sæsonen. Samtidig er running back LeSean McCoy vokset ind i sin rolle på angrebet på fornem vis – han griber bolden godt, løber bolden endnu bedre og er præcis den trussel som head coach Andy Reid udså ham til at være, da McCoy blev valgt i anden runde af 2009-draften; en ny Brian Westbrook. Anden halvdel af sæsonen viste dog også at Michael Vick var menneskelig. Reelt set var hans spil i de sidste uger ikke på et overbevisende niveau – et faktum, der lidt glemmes pga. hans spil i fjerde quarter mod Giants. Både Chicago Bears og Minnesota Vikings viste hvordan Vick skulle begrænses i sine udfoldelser, og Vick viste mod Vikings en mangel i sit spil, da han slet ikke kunne fungere når Antoine Winfield blitzede.

 

På forsvaret har cornerback Asante Samuel leveret en af sine bedste sæsoner i karrieren. Den store playmaker, der ofte er blevet kritiseret for at hans tendens til at gå efter det store spil har kostet touchdowns, har vist sig som præcis en playmaker. Syv interceptions i 11 kampe blev det til for cornerbacken, der kæmpede med en knæskade i anden halvdel af sæsonen – en skade han selv siger ikke længere er et problem. Problemet i det bageste forsvar er positionen på den anden side af banen, hvor Dimitri Patterson overtog fra en skadet Ellis Hobbs midtvejs i sæsonen. Også nickelback Joselio Hanson er en svaghed, og det kan efterlade Eagles i defensive problemer mod stærke kasteangreb (hvilket 31 tilladte touchdowns – delt tredjeflest i ligaen – også vidner om). Defensive end Trent Cole er en evigt undervurderet spiller, der hører til blandt ligaens bedste på positionen – en stærk pass rusher, der konstant er i modstanderens backfield, men som samtidig er uhyggeligt stærk mod løbet.

 

Der er på mange punkter meget at kunne lide ved Eagles – de har et angreb der kan være helt ustoppeligt; et angreb, der med de big-play spillere, holdet har til rådighed kan score hvornår det skal være, og også kan gøre det hurtigt (bare spørg New York Giants). Forsvaret har flere gode spillere, men hører ikke til i eliten, og spørgsmålet er om Eagles samlet set er et stabilt nok hold til at gå hele vejen. Få hold kan matche Eagles’ topniveau, og det gør dem til en farlig outsider i et åbent NFC-slutspil – men et forsvar, der kan begrænse Michael Vicks produktion vil alene på dén baggrund have gode muligheder for at tage sejren, og jeg må indrømme at jeg synes at jeg kan se et par forsvar i NFC som kan gøre det – Packers og Bears, som Eagles vil skulle slå i deres første to kampe for at nå NFC-finalen.

 

Eagles er 2-2 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1 (Kolb startede, Vick tog over i første halvleg): 20-27 vs. Packers

Week 6 (med Kolb): 31-17 vs. Falcons

Week 9 (med Vick): 26-24 vs. Colts

Week 12 (med Vick): 26-31 @ Bears

 

Seattle Seahawks (7-9)

Jeg vil ikke her gå ind i en diskussion om hvorvidt Seahawks hører til i slutspillet med en losing record eller om de fortjener en hjemmekamp – det har jeg tidligere redegjort hvorfor jeg mener de gør. Der har været masser af bump på vejen – tvivlsomt quarterback-spil, tvivlsomt forsvarsspil, ni af ni nederlag har været på 15+ points. Man må dog slå fast, at da det virkelig gjaldt for Seahawks, så slog de til. Nok spillede Rams ikke på højt niveau i søndags, men Seahawks’ forsvar trådte i karakter og angrebet leverede de spil, der var nødvendige. Matt Hasselbeck vil trække starten i Seahawks’ første kamp og han har i Mike Williams fået et solidt mål på receiverpositionen – resten af receivergruppen lader dog en del tilbage at ønske, og running back Marshawn Lynch er bestemt heller ikke blandt ligaens bedste. Også på den offensive linje har der været problemer i løbet af sæsonen, hvor bl.a. rookie-left tackle Russell Okung har kæmpet med skader.

 

Defensiven har i Chris Clemons en stærk pass rusher, der har noteret sig for 11 sacks i denne sæson, og en god linebackerkæde med Aaron Curry, Lofa Tatupu og den undervurderede David Hawthorne. I det bageste forsvar har rookie-safety Earl Thomas noteret sig for fem interceptions. Løbeforsvaret har tilladt 4,2 yards pr. carry og 13 touchdowns, mens kasteforsvaret har været det største problem med hele 31 tilladte touchdowns og kun 12 interceptions i denne sæson. Seahawks holder ganske vist modstanderne til 57,9% completion og hæderlige 7,2 yards pr. attempt, men de mange tilladte touchdowns (delt tredjeflest i ligaen) skæmmer statistikken.

 

Det er svært at være optimist på Seahawks’ vegne. Det er det første hold med færre sejre end nederlag til at nå slutspillet i NFLs historie og der er indtil flere store spørgsmålstegn ved holdet, såvel offensivt som defensivt og deres turnoverratio på –9 var den sjettedårligste i ligaen, og er den dårligste blandt slutspilsholdene. Man kan dog ikke tage hjemmebanen fra dem, og med hjemmebanefordel i Wild Card-kampen, har Seahawks en bedre chance end ellers for at gøre det spændende. Seahawks gik således 5-3 på Qwest Field i år og slog bl.a. Chargers i uge 3. Man skal aldrig sige aldrig og vi har tidligere set at slutspillet kan forme sig så der bliver en overraskende deltager i Super Bowl, men jeg kan ikke se noget hold i årets slutspil med dårligere chancer for at gå hele vejen end Seahawks.

 

Seahawks er 1-3 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 6: 23-20 @ Bears

Week 11: 19-34 @ Saints

Week 12: 24-42 vs. Chiefs

Week 15: 18-34 vs. Falcons

 

New Orleans Saints (11-5)

De forsvarende Super Bowl-mestre er atter at finde i slutspillet – modsat sidste år bliver det dog ikke med hjemmebanefordel gennem slutspillet, men formentlig udebane hele vejen (minimum indtil en evt. NFC-finale) til Super Bowl, hvis de skal have chancen for at gentage succesen. Sæsonen har ikke just været en dans på roser for Saints, der længe kæmpede med at finde spillet fra 2009, og led lettere chokerende nederlag til både Cardinals og Browns undervejs i sæsonen. Quarterback Drew Brees kastede for 4620 yards og 33 touchdowns, men noterede sig også for hele 22 interceptions og har 12 kampe i træk kastet mindst én interception, hvilket har bidraget kraftigt til at Saints slutter den regulære sæson med seks flere giveaways end takeaways – en statistik de sidste år var ligaens tredjebedste i med +11. Brees’ receivergruppe er heller ikke i optimal stand ved indgangen til slutspillet – Marques Colston har siddet ude med en knæskade, Devery Henderson har skuffet og rookie-tight end Jimmy Graham vil formentlig misse Wild Card-kampen. Dertil kommer at running backs Pierre Thomas og Chris Ivory er røget på IR i denne uge, hvilket betyder at Reggie Bush og Julius Jones skal trække læsset.

 

Defensivt tillod Saints sidste år masser af yards, men lavede turnovers – og defensive touchdowns. I år tillader Saints fjerdefærrest yards pr. kamp, men leverer ikke samme antal turnovers eller defensive scoringer. Saints tillader dog også færre points i snit pr. kamp i denne sæson (19,2 mod 21,3 sidste år), men scorer til gengæld også betydetligt færre (24,0 mod 31,9 sidste år). Safety Malcolm Jenkins har været en af de store oplevelser på forsvaret i år og har haft en undervurderet sæson. Hans makker i det bageste forsvar, Roman Harper, er overalt på banen og fører holdet i solo-tacklinger og har forceret seks fumbles i denne sæson. Sammen med Jabari Greer og Tracy Porter udgør Jenkins og Harper de fire startere i et secondary, som blot har tilladt 13 touchdowns gennem luften i denne sæson – færrest i ligaen.

 

At Saints, trods Brees’ mange turnovers, formår at gå 11-5 og holdte sig inde i kampen om divisionstitlen kan tilskrives såvel Brees’ evne til at levere de store spil i de afgørende momenter af kampen såvel som et stærkt forsvar, der har formået at holde modstanderne nogenlunde i skak trods de mange turnovers. Et Drew Brees-ledet mandskab kan ikke dømmes ude af Super Bowl, og selvom vejen til Dallas kan kræve tre udekampe (Seahawks er den første, Bears eller Falcons den anden), så er det på eget ansvar at dømme Saints ude. De har mandskabet til at slå alle hold, men hvis de fortsætter med turnovers må det næsten gå galt før eller siden.

 

Saints er 3-2 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 3: 24-27 OT vs. Falcons

Week 8: 20-10 vs. Saints

Week 11: 34-19 vs. Seahawks

Week 15: 24-30 @ Ravens

Week 16: 17-14 @ Falcons

 

Green Bay Packers (10-6)

Efter flotte sejre i de to sidste runder mod henholdsvis Giants og Bears, kunne Packers med nød og næppe snige sig med i slutspillet. Mange eksperter anså Packers som en af de store forhåndsfavoritter før sæsonen, men NFL viste sig atter uforudsigeligt. Bears løb løb med sejren i NFC North, og Packers kan se frem til et playoff uden hjemmebanefordel uanset hvor langt de kommer. Det er ikke desto mindre et farligt wild card-hold, som de fleste NFC-hold formentlig helst vil undgå at møde. Det skal således bemærkes at Packers trods en relativt  beskeden 10-6 record har den næstbedste point difference i ligaen, kun overgået af Patriots. Skader bærer en stor del af ansvaret for at Packers ikke fik den succes mange havde forventet – således er hele ni startere endt på IR, og nogle af de offensive skader har vist sig yderst svære at overkomme. Ryan Grant blev skadet i uge 1, og selvom Packers aldrig har været et løbehold, så var Grant en vigtig 1000+-yard running back, som modstanderne var nødt til at respektere som en reel trussel. Uden ham har Packers haft meget svært ved at flytte bolden på jorden, hvilket især har givet problemer på 3. down og i short yardage situationer, som holdet ellers var gode til i sidste sæson. Fraværet af tight end Jermichael Finley kombineret med en receivergruppe, der har præsteret for mange drops, har ikke gjort de problemer lettere at overkomme. Potentialet i angrebet er der dog, og når quarterback Aaron Rodgers og resten af angrebet rammer topniveauet er det et af NFLs farligste.

 

Forsvaret har i sæson nummer to under Dom Capers’ ledelse igen været et af NFLs bedste. Nøglespilleren over dem alle er Clay Matthews, der har vist sig som en af ligaens absolut bedste pass rushers, men også B.J. Raji har fra sin position som nose tackle i 3-4-forsvaret haft en god sæson med hele 6,5 sacks. Forsvaret har ligesom angrebet været skadesramt. Et stort navne som Nick Barnett er således endt på IR, mens defensive end Cullen Jenkins har misset indtil flere kampe. Reserverne har dog vist sig opgaven moden. Særligt linebacker Desmond Bishop har imponeret og har sammen med A.J. Hawk udgjort en stærkere ILB-duo end Hawk-Barnett-duoen fra sidste år. I holdets secondary har Tramon Williams haft sin gennembrudssæson og været bedste mand på cornerback, mens Charles Woodson efter en fabelagtig 2009-sæson har taget et lille skridt tilbage i år. Woodsons alsidighed gør ham dog stadig til en uhyre vigtig spiller. Safety Nick Collins har ligeledes været velspillende profiler, mens Sam Shields og Charlie Peprah har været overraskende gode lappeløsninger på henholdsvis nickelback og safety.

 

Få hold kan matche Packers’ topniveau og få hold er som Packers i stand til at vinde både de offensive shootouts og de hårde defensive kampe. Det største nederlag i sæsonen har blot været på 4 point, så den største bekymring ved resultaterne i denne sæson har været den manglende evne til, at vinde de tætte kampe. Et problem der sådan set også gjorde en ende på Packers' håb i sidste års forrygende wild card-kamp mod Cardinals, der som bekendt blev tabt på en turnover i overtiden. Forsvaret giver Packers en chance i hver eneste kamp, og så er det sådan set ”bare” op til Aaron Rodgers og head coach Mike McCarthy at sørge for angrebet rammer en af sine gode dage. Hvis det lykkes har Packers potentialet til at gå hele vejen, men med udebane hele vejen gennem slutspillet og en vej til NFC-finalen, der går gennem Philadelphia og Atlanta bliver det – med Packers’ 3-5-record på udebane i tankerne – en svær opgave.

 

Packers er 3-3 mod slutspilshold i denne sæson:

Week 1: 27-20 @ Eagles (startede Kolb, Vick tog over i første halvleg)

Week 3: 17-20 @ Bears

Week 8: 9-0 @ Jets

Week 12: 17-20 @ Falcons

Week 15 (startede Matt Flynn): 27-31 @ Packers

Week 17: 10-3 vs. Bears

 

Slutspilsstatistik:

Wild Card Weekend: De seneste ti sæsoner er hjemmeholdene i AFC 12-8 i Wild Card Weekend (1-3 de seneste to år). I NFC er hjemmeholdene 15-5 de seneste ti sæsoner (3-1 de seneste to år).

 

Divisional Playoffs: De seneste ti sæsoner er hjemmeholdene i AFC 12-8 i Divisional Playoffs (2-2 de seneste to år). I NFC er hjemmeholdene 14-6 i samme periode (2-2 de seneste to år).

 

Conference Championship Weekend: Hjemmeholdene i AFC-finalen er 6-4 de seneste ti år (4-0 de seneste fire år). I NFC-finalen er hjemmeholdene 7-3 i de seneste ti sæsoner (5-1 de seneste seks år).

 

Forrige år blev en ti-årig stime brudt: De foregående ti sæsoner havde præcis ét af de to førsteseedede hold nået Super Bowl. Der blev dog rettet op sidste år, da begge førsteseedede hold – New Orleans Saints og Indianapolis Colts – nåede til den afgørende kamp. I de ti år forud for forrige sæson var det førsteseedede hold blot 3-7 i Super Bowl – og blot 1-7 i de sidste otte. New England Patriots anno 2003 er, sammen med Saints sidste år, det eneste hold siden år 2000, som har vundet Super Bowl som førsteseedet.

 

To af de seneste fem år er Super Bowl blevet vundet af et hold, der kom med på et wild card (Steelers 2005, Giants 2007).

 

Nye overtidsregler:

NFL indførte forud for denne sæson nye regler for afvikling af overtidskampe i slutspillet. I håb om at undgå at møntkastet ved starten af overtiden bliver afgørende har man indført en regel, der foreskriver at begge hold skal have chancen for at score – medmindre det hold, der vinder møntkastet scorer touchdown.

 

Sidste år vandt New Orleans Saints møntkastet i NFC-finalen, fik et stort return og med en tvivlsom straf mod Vikings kom Saints hurtigt indenfor field goal-afstand, hvorfra Garrett Hartley afgjorde kampen. Sådan et scenarie vil ikke længere kunne forekomme under de nye regler.

 

Der foretages som altid lodtrækning. Holdet, som starter med bolden kan så marchere ned ad banen og score touchdown. Hvis dét sker er kampen afgjort. Hvis holdet kun scorer field goal, vil der blive sparket kickoff og det andet hold vil så kunne vinde kampen med et touchdown, udligne (og dermed holde gang i kampen) med et field goal eller tabe, hvis ikke de formår at score. Hvis der udlignes vil det blive det hold som scorer næste gang, som vinder kampen.

 

Hvis holdet, der ikke starter med bolden får fat i en turnover og scorer et defensivt touchdown (eller fremtvinger en safety) er kampen naturligvis også afgjort.

 

Bud på kampene:

Så er det tid til at komme med et bud på hvordan slutspillet udformer sig. Jeg har lavet vurderinger af kampene, men følgende er ikke baseret på værdi, men ren og skær fornemmelse – se de spilforslag, der kommer, for at se hvor værdien skulle være. Holdet med kursiv er mit bud på vinderen af kampen.

 

Går det som spået nedenfor venter der flere spændende kampe, og specielt kampene i Divisional Playoffs ser åbne ud i min optik – og jeg kunne sagtens forsvare overfor mig selv at vælge modsat i alle de fire kampe i den runde; så svært er det at byde på kampene. Nå, men lad os hoppe ud i det:

 

Wild Card Weekend:

New York Jets @ Indianapolis Colts

Baltimore Ravens @ Kansas City Chiefs

 

Green Bay Packers @ Philadelphia Eagles

New Orleans Saints @ Seattle Seahawks

 

Divisional Playoffs:

Baltimore Ravens @ New England Patriots

Indianapolis Colts @ Pittsburgh Steelers

 

Green Bay Packers @ Atlanta Falcons

New Orleans Saints @ Chicago Bears

 

Conference Championship Weekend:

Indianapolis Colts @ New England Patriots

 

Green Bay Packers @ Chicago Bears

 

Super Bowl:

New England Patriots vs. Green Bay Packers

 

Vidste du at…?

- Houston Texans, som kom ind i ligaen i 2002, er det eneste hold, som aldrig har været i slutspillet.

- Siden 1999 har Detroit Lions og Buffalo Bills ikke været i slutspillet – det er de længste aktive slutspilstørker i NFL.

- De 12 slutspilsdeltagere har tilsammen vundet 19 Super Bowls, fordelt på ni af holdene – de har tilsammen spillet i 32 Super Bowls.

- Det er første gang Super Bowl afholdes i Arlington på Cowboys’ hjemmebane. Det er tredje gang en Super Bowl afvikles i Texas – de to andre gang har været i Houston (1974 og 2004)

- Buffalo Bills er det eneste hold, som fire gange i træk har nået Super Bowl (1990/91-1993/94) – de tabte alle fire gange.

- Minnesota Vikings har – ligesom Bills – deltaget i fire Super Bowls, og tabt dem alle.

- Af de seneste ni Super Bowls er fire afgjort med tre points. New England Patriots var den ene part i alle disse fire kampe (3 sejre, 1 nederlag), mens de ikke deltog i de øvrige fem – kun to af de øvrige fem (de to Colts har deltaget i) er afgjort med mindre end én scoring.

- Fire hold – Lions, Browns, Jaguars og Texans – har aldrig deltaget i en Super Bowl.

- Intet hold har endnu spillet Super Bowl på hjemmebane.

- Ingen Super Bowl er gået i overtid.

- Super Bowl XXIV mellem 49ers og Broncos er den Super Bowl, som er afgjort med flest points (55-10 til 49ers). Året efter vandt Giants med 20-19 over Bills i den eneste Super Bowl indtil nu, som er afgjort med ét point.