Af Peter Jensen

 

Angrebet:

De første to sæsoner med Chan Gaileys som head coach i Buffalo har et par ting tilfælles – men så sandelig også nogle forskelligheder. Mens 2010-sæsonen bød på en mareridtsstart med nederlag i de første otte kampe inden en 4-4-afslutning, fik Bills en drømmestart på 2011 med en 5-2-start, inden de sidste ni kampe blot bød på én sejr. Fællesnævnere inkluderer et angreb, der i perioder har set særdeles stærkt ud – og andre gange er faldet helt fra hinanden – samt, naturligvis, at begge sæsoner er endt med flere nederlag end sejre.

 

At der er en vis skepsis omkring Bills ved indgangen til 2012-sæsonen er som sådan ganske forståeligt med tanke på den ustabilitet, der har præget holdet – og ikke mindst angrebet – de seneste år under Gailey. Quarterback Ryan Fitzpatrick har vist sig som et fint fit i Gaileys quarterbackvenlige system, men ikke som meget mere end en lidt over gennemsnitlig quarterback, men blev alligevel belønnet med en syv-årig kontraktforlængelse midtvejs gennem sidste sæson, og gik efterfølgende 2-8 i resten af sæsonen. Med en relativt svag arm er han i forvejen ikke det allerbedste fit i det omskiftelige vejr i staten New York, men to sæsoner i træk med en god start (han overtog først jobbet midtvejs i 2010-sæsonen) og en svag start er en bekymring.

 

2011-sæsonens dårlige afslutning skal dog også ses i lyset af at Bills blev ramt af flere skader på angrebet, og selvom en skadesfri sæson ikke kan forventes – og en skadesfri 2011-sæson næppe havde været nok til at få dem i slutspillet – så var holdet ret hårdt ramt og med opgraderinger på forsvaret (mere om det længere nede) er der grobund for lidt optimisme i Buffalo, der ikke har været i slutspillet siden 1999; den længste slutspilstørke i ligaen.

 

Uagtet Ryan Fitzpatricks overordnede set middelmådige talent er han manden, der satses på i Buffalo, og backup er den tidligere Vikings- og Seahawks-quarterback Tarvaris Jackson, som Bills handlede sig til kort før sæsonstart – efter at de to hidtidige backups, Vince Young og Tyler Thigpen, på ingen måde havde imponeret i preseason; Young blev efterfølgende fyret. Fitzpatricks job bør ingenlunde være i fare, selv hvis han rammer en dårlig periode, selvom Bills har fået opgraderet på backup-pladsen med Jackson.

 

Fitzpatricks bedste våben i kastespillet er Steve Johnson – spilleren, der om nogen har vist sig i stand til at vinde sine matchups overfor Darrelle Revis. Sidste sæson markerede første gang de to spillere stod overfor hinanden, og Johnson udnyttede det på fornem vis og noterede sig for 11 catches for 159 yards og et touchdown (det eneste Revis tillod i sæsonen) over de to møder. Johnson er blevet opereret i lysken i offseason og har erkendt, selvom han ikke har misset træningstid, at han stadig oplever lidt ømhed i lysken. Med Jets – og Revis – på programmet i første spillerunde må Bills håbe på at ømheden er helt væk til den tid.

 

Foruden Johnson er receivergruppen af lidt tvivlsom kvalitet, med Donald Jones, der blot var i aktion i otte kampe og greb 23 bolde for 231 yards i sidste sæson, som den umiddelbare toer. Han vil med al sandsynlighed dele spilletid med både David Nelson – der gjorde nogenlunde figur sidste år, men stadig ikke er det helt store talent, Wildcat-”specialisten” Brad Smith (der også bør få chancer for både at løbe og kaste bolden nogle gange i løbet af sæsonen) og rookie TJ Graham som nogle af de øvrige spillere i rotationen. Mens ingen i gruppen er de helt store trusler er de kvalitetsmæssigt nogenlunde jævnbyrdige og det bør i det mindste sikre at niveauet på banen er nogenlunde konstant. Som starteren i gruppen bør Jones dog være klar til at tage et spring fremad.

 

Tight end Scott Chandler var et glimrende mål i red zone sidste år, hvor han kun greb 38 bolde, men til gengæld havde seks touchdowns – og især i starten af sæsonen var forrygende med fire touchdowns i de første tre kampe, og alle seks touchdowns i de første syv kampe. Efterhånden som sæsonen skred frem og skaderne ramte holdet – og også både Fitzpatrick og Chandler (Chandler missede tre kampe mod slutningen af sæsonen) – faldt Chandlers effektivitet også (naturligvis også en konsekvens af at Bills ikke kom ligeså meget i red zone som først på sæsonen). Meldingerne om Chandler op til denne sæson har været særdeles positive, og en rolle som det reelle andetvalg i kastespillet, bag Johnson, virker ganske sandsynlig. Blokeringsspecialisten Lee Smith er Chandlers primære backup, men vil næppe kunne gøre meget væsen af sig i kastespillet hvis Chandler bliver skadet.

 

Running back Fred Jackson var på vej mod en aldeles fantastisk sæson, da han i sæsonens tiende kamp gik ned med en skade – et brud på sit ene lægben. I de ni kampe indtil da havde Jackson løbet og grebet bolde for i alt 1309 yards og scoret seks touchdowns. 31 år er normalt meget for en running back, men Jackson har ikke så meget slitage som andre running backs på den alder, da han blot har set spilletid i de seneste seks sæsoner efter at have fundet vej til NFL i en halvsen alder, og det bør sikre at han kan præstere i hvert fald i nogle få sæsoner endnu. Jackson er ligaens måske på positionen når det handler om pass protection, og da han samtidig både løber og griber bolden godt er han den klare starter. Det tidligere førsterundevalg C.J. Spiller gjorde god figur efter Jacksons skade sidste år, og viste også pænt spil i alle tre faser af spillet – men Jackson er her og nu den bedste af de to, og bør derfor også dominere spilletiden, selvom Spiller er svær at holde fra banen og nok skal få masser af chancer. Bag de to er det sidste års femterundevalg Johnny White, der primært vil se spilletid, men han har med al sandsynlighed brug for en skade til Jackson og/eller Spiller for at få nævneværdige chancer. Fullback Corey McIntyre så kun begrænset spilletid sidste år – var kun på banen til ca. 10% af de offensive spil – men viste gode takter når han endelig fik chancen.

 

Den offensive linje var i flere sæsoner en stor bekymring omkring Bills – jeg var også særdeles tvivlsom overfor den ved indgangen til sidste sæson, men blev i den grad modbevist. Left tackle Demetrees Bell (nu hos Eagles) gjorde overraskende god figur, mens left guard Andy Levitre pludselig spillede som en af ligaens bedste guards – en skade til Bell flyttede Levitre til ydersiden, hvor han holdt stand, men ikke formåede at dominere på samme måde som indvendigt. Levitre nåede sågar også at spille en enkelt kamp på center, hvor han dog havde problemer. Nu er han tilbage på sin naturlige plads på left guard, og med Fred Jackson ligeledes tilbage i Bills’ backfield ser der ud til at være begrundet håb om at den del af angrebet kan fungere glimrende igen. Center Eric Wood og right guard Kraig Urbik fuldender en stærk indvendig del af linjen – Urbik (der har sin force i kastespillet) måtte ligesom Levitre vikariere på center i stedet for Wood sidste år, og bortset fra hans første optræden (overfor Jets’ fænomenale run stopper Sione Pouha) gjorde han det ganske pænt. På right tackle var Erik Pears svageste led på linjen, men han sluttede sæsonen pænt af og det giver forhåbninger om at han kan føre det videre ind til denne sæson.

 

Bills’ andetrundevalg, Cordy Glenn, er en massiv offensive tackle, der faldt længere end ventet – formentlig fordi nogle hold så ham mere som guard end tackle – vil overtage fra Bell på left tackle i denne sæson, og selvom der formentlig vil være nogle nedture i løbet af rookiesæsonen, så har Bills fundet en spiller, der ligner en mangeårig starter på positionen.

 

Dyben på linjen blev testet grundigt sidste år og de mange rokeringer bidrog til problemerne. Chad Rinehart er en stærk backup på guard-positionerne, og kan overtage på begge guard-positioner – skulle Wood gå ned vil Urbik formentlig rykke indvendigt mens Rinehart overtager right guard. Sidste års fjerderundevalg Chris Hairston er den umiddelbare backup på begge tackle-positioner – han havde dog en del problemer sidste år når han var i aktion, så der bør være en kvalitetsforskel at spore hvis han skal på banen.

 

Forsvaret:

Over de seneste år har Bills’ forsvar udviklet sig fra en markant svaghed til efterhånden at ligne en særdeles stærk enhed. I midten af den defensive linje havde sidste års førsterundevalg Marcell Dareus en stærk rookiesæson (ikke mindst som pass rusher), og med 2010-sæsonens bedste defensive tackle (og måske endda i virkeligheden den bedste forsvarsspiller i hele ligaen) Kyle Williams tilbage efter en skade i midten, og tilgangen af de stærke defensive ends Mario Williams og Mark Anderson står Bills nu med en defensiv linje, der alene målt på starterne hører til i toppen af ligaen. Kyle Williams havde et halvskuffende 2011, selv inden sin skade, men med forstærkningerne kan modstandernes angreb ikke tillade sig at fokusere så meget på at stoppe ham i år.

 

Ligesom navnebror Kyle, fik også Mario Williams sit 2011 ødelagt af en skade. Det forhindrede dog ikke 2006-draftens topvalg i at lande en stor kontrakt i free agency. Mark Anderson – der spillede på samme linje som Mario Williams hos Texans i 2010 – havde en stærk 2011-sæson hos Patriots med ti sacks og talrige pressures i sin bedste sæson siden rookiesæsonen i 2006 hos Bears.

 

Med spillere som Dwan Edwards og Spencer Johnson har Bills rutine i dybden indvendigt på linjen, men kvalitetsmæssigt står de ingenlunde mål med starterne. Chris Kelsay, der åbnede sidste sæson som starter på den defensive linje, men sluttede den som startende linebacker i 4-3-forsvaret, er næste mand i hierarkiet på defensive end, og her er der lidt mere kvalitet at hente i dybden end indvendigt.

 

I linebackerkæden har Bills i middle linebacker Kelvin Sheppard og weak side linebacker Nick Barnett en stærk duo, der begge gør det godt mod løbet – og Barnett er ligeledes ganske solid i opdækning (og noterede sig for tre interceptions og et returntouchdown i sidste sæson). Arthur Moats vil starte som strong side linebacker – positionen som Kelsay bemandede sidste år, men også en plads Moats gentagne gange så spilletid på med nogenlunde spil til følge. Dybden er ikke ret imponerende – Kirk Morrison er det mest prominente navn, men han så ikke megen spilletid sidste år, trods pænt spil i såvel 2009 hos Raiders og 2010 hos Jaguars. Bryan Scott, der hidtil har spillet safety og startet flere kampe for Bills på den position, er blevet konverteret til linebacker, og agerer her backup.

 

Det bageste forsvar ser også efterhånden stærkt ud. Førsterundevalget i årets draft, Stephon Gilmore, blev hurtigt installeret som starter, og Bills har i Gilmore fundet en uhyre talentfuld spiller, der dog må formodes at få problemer i perioder i sin rookiesæson på en position hvor selv de mest talentfulde rookies ofte oplever nogle bump på vejen. Gilmore ligner dog på forhånd ikke en spiller decideret svaghed på forsvaret. De tidlige meldinger fra training camp var spektakulære, men blev ikke umiddelbart overført til banen i træningskampene. Aaron Williams, et andetrundevalg sidste år, vil starte på den anden side af banen. Allerede sidste år startede han seks kampe, og gjorde det solidt mod løbet – i opdækning var der dog problemer, og det er ikke utænkeligt at modstanderne vil teste Williams mere end Gilmore fra starten af sæsonen, selvom det er Gilmore der er den nye mand på banen. Rutinerede Terrence McGee var udset som nickelback, men skader har koste for ham og i stedet har det tidligere førsterundevalg Leodis McKelvin, der efterhånden spiller sin sidste chance hos klubben – men viste forbedret spil i opdækning sidste år – taget pladsen, med sidste års svyenderundevalg Justin Rogers som næste mand i rækken.

 

Ovenpå en rookiesæson i 2009 med ni interceptions og en 2010-sæson med bedre spil i opdækning (men kun én interception) etablerede free safety Jairus Byrd sig i 2011 som én af ligaens allerbedste på positionen, der ikke bare gør det godt i opdækning, men også stopper løbet effektivt. George Wilson på strong safety er en stærk run stopper, der dog kan udnyttes i kastespillet. Backup Da’Norris Searcy, et fjerderundevalg i 2011, viste gode takter som rookie, herunder i tre starter, og han vil umiddelbart være førstereserve på back safety-positioner. Om nødvendigt kan også Bryan Scott, trods konverteringen til linebacker, nok også hjælpe til i tilfælde af skader.

 

Special teams:

Kicker Rian Lindell missede otte kampe i sidste sæson, men havde inden da ramt på 12 af 15 forsøg, herunder ganske pænt 5 af 6 mellem 40 og 49 yards – fra 50+ fik han aldrig chancen, og efter kun at have ramt på 2 af 5 på de helt lange forsøg i 2010 (og 1 af 3 i både 2008 og 2009) har trænerstaben måske besluttet sig for at begrænse antallet af forsøg fra ham fra den afstand.

 

Rutinerede Brian Moorman fortsætter med at gøre et stærkt job som punter for et af de hold, der – grundet det omskiftelige vejr i Buffalo – ikke tilbyder de letteste arbejdsbetingelser. Moorman, der er indehaver af NFLs næstlængste punt siden 1992 med en 84-yarder fra 2002-sæsonen, snittede fornemme (og karrierebedste) 48,2 yards pr. punt i sidste sæson (sjettebedste i ligaen), men kun 38,1 yards netto (kun 25. bedst), bl.a. som konsekvens af at hele 59,7% af Moormans punts blev returneret (tredjehøjeste antal i ligaen).

 

Justin Rogers ventes at være den primære kick returner i år efter at have vist gode takter sidste år med 28,7 yards pr. return (dog kun på 13 forsøg), mens Leodis McKelvin – 8 returns, 19,5 yards i snit med et 80-yard touchdown – agerer punt returner med C.J. Spiller også bør få nogle chancer. McKelvin er listet som toer bag Rogers som kick returner, mens Brad Smith – den primære returner sidste år – er nede som treer, efter at have skuffet med kun 18,8 yards pr. return sidste år.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Jets

Week 2: vs. Chiefs

Week 3: @ Browns

Week 4: vs. Patriots

Week 5: @ 49ers

Week 6: @ Cardinals

Week 7: vs. Titans

Week 8: Bye

Week 9: @ Texans

Week 10: @ Patriots

Week 11: vs. Dolphins (TNF)

Week 12: @ Colts

Week 13: vs. Jaguars

Week 14: vs. Rams

Week 15: vs. Seahawks (spilles i Toronto)

Week 16: @ Dolphins

Week 17: vs. Jets

 

Do-or-die player: QB Ryan Fitzpatrick

Breakout player: WR Donald Jones

Rookie impact: OT Cordy Glenn

 

Konklusion:

Fri af det skadeshelvede, der plagede holdet – og især angrebet – sidste år, og med et forstærket forsvar, ligner Bills på papiret et markant stærkere hold end i sidste sæson, og det virker ikke fuldstændig utænkeligt at Bills får etableret sig som førsteudfordrer til Patriots i AFC East. Mens Patriots næppe kan nås, så kan mindre også gøre det for et mandskab, der fire år i træk er sluttet sidst i divisionen, og siden slutspilsdeltagelsen i 1999, kun én gang er sluttet bedre end en tredjeplads i sin division.

 

Med en division, hvor Jets efterhånden ligner et hold i forfald og Dolphins er i genopbygning, er andenpladsen muligvis indenfor rækkevidde og det kan åbne op for et slutspilscomeback. Det kræver at flere ting går op i en højere enhed – herunder at Ryan Fitzpatrick leverer en hel sæson på stabilt niveau, og at skaderne ikke rammer i samme omfang som sidste år – men potentialet er til det. Der skal vindes kampe indenfor divisionen og tre sejre er umiddelbart et absolut minimum i disse. Der venter svære udekampe hos 49ers og Cardinals – på den modsatte side af landet – i to på hinanden følgende uger, og et besøg hos Texans bliver heller ikke let. Kampen mod Chiefs i uge 2 føler jeg umiddelbart kan afsløre meget om hvor Bills står. Der er nogle nogenlunde overkommelige opgaver udenfor divisionen, med besøg hos Browns og Colts, hjemmekampe mod Jaguars og Rams, og selvom ingen af disse er walkovers, så er alt under tre sejre her umiddelbart uacceptabelt hvis Bills skal finde vej til slutspillet.

 

Vores bud på Bills' reord i år:

Jonathan; 8-8

Jesper: 7-9

Peter: 6-10

Henrik: 5-11

Analyser af de andre hold i AFC East

Miami Dolphins
New England Patriots
New York Jets