Af Peter Jensen

 

Sidste sæson:

For tredje sæson i træk trak Buffalo Bills det korteste strå i AFC East med en sidsteplads. Bills, der ikke har nået slutspillet siden årtusindskiftet, viste dog i perioder af 2010 ganske fint spil. Sæsonen blev nok åbnet med otte nederlag, men efter de første fem nederlag begyndte spillet at blive bedre. Friugen gjorde godt og over de seks efterfølgende kampe blev det til to sejre og fire nederlag – alle tabt med tre points, og alle mod hold, der senere var at finde i slutspillet. Tre af de fire nederlag blev først afgjort i overtid, hvor Chiefs, Ravens og Steelers dog trak det længste strå – især Steelers burde dog ikke have gjort det, men en tabt bold i end zone (mere om det senere) kostede Bills sejren.

 

Fire sejre kunne det blive til og efter klare nederlag til at lukke sæsonen, mod divisionsrivalerne fra Patriots og Jets, blev den ellers til tider pæne sæson sluttet dårligt af. Der var lyspunkter på holdet – især på forsvaret (også mere om det senere) – men der var også store spørgsmålstegn, som ikke nødvendigvis er blevet besvaret forud for 2011-sæsonen.

 

Angrebet:

Siden Jim Kelly har Bills-fans hungret for deres franchise quarterback – og de gør det stadig, om end Ryan Fitzpatrick gjorde det fint i 2010. Fitzpatrick var egentlig kun udset som backup for Trent Edwards i sidste sæson, men efter en forfærdelig sæsonstart af Edwards overtog Fitzpatrick hurtigt styringen af angrebet, og han leverede en ganske fin sæson med 3000 yards, 23 touchdowns og 15 interceptions. Et helt specielt talent er Fitzpatrick bestemt ikke, og den langsigtede løsning er han næppe heller, men en fin overgangsfigur indtil Bills finder deres franchise-quarterback (hvilket de snart bør overveje igen, og næste års draft ville være et passende tidspunkt med flere gode talenter imellem), kan han godt vise sig at være.

 

Tyler Thigpen er kommet til fra Dolphins som backup, og netop Thigpen har tidligere haft stor personlig succes under Bills’ head coach Chan Gailey. Gailey var offensive coordinator for Chiefs i 2008 hvor Thigpen, der heller ikke er noget specielt talent, leverede overraskende godt spil – de gode præstationer afspejlede sig dog ikke i Chiefs’ antal af sejre, da de blot gik 2-14. Thigpen var god for et fantasy football-hold, mindre god for et NFL-hold.

 

Og netop dette er en af mine bekymringer omkring Gailey. Der er ingen tvivl om at han er en god offensiv træner, der kan få sine quarterbacks til at producere fint i statistikkerne, men problemet har været at få omsat den produktion til sejre.

 

De manglende sejre hænger naturligvis også sammen med de øvrige enheder på holdet og hvad de præsterer. Løbeangrebet var betragtet som Bills’ styrke forud for sidste sæson, og Fred Jackson gjorde det da også pænt med 4,2 yards pr. carry. Problemet var dog at få bolden det sidste stykke over stregen og Bills noterede sig blot for seks rushing touchdowns – færrest i ligaen, og Bills havde blot ni løb for mindst 20 yards og var ét af fire hold, som ikke formåede at skaffe 40 yards på et løb i løbet af sæsonen. Den hurtigste og eksplosive C.J. Spiller – klubbens førsterundevalg i sidste års draft – formåede ikke at gøre stort væsen af sig og havde blot 440 offensive yards i hele sæsonen, hvoraf de 157 kom på kastespil. Noget overraskende har Bills i år valgt at satse på Spiller på bekostning af Jackson, og det ligner en lidt risikabel beslutning, om end den har potentiale, hvis først det lykkes at få Spiller ud i de åbne områder, hvor han kan udnytte sin hurtighed.

 

Mens Spiller som starter og Jackson agerer backup vil rookie Johnny White blive tredjevalg. White skal dog næppe forvente en stor rolle i år medmindre en af de to foran ham går ned med en skade. Fullback Corey McIntyre er en fin, men uspektakulær spiller, der sjældent for alvor imponerer, men omvendt også sjældent gør det forfærdeligt.

 

Den positive overraskelse på angrebet i 2010 var receiver Steve Johnson. Forud for sæsonen havde han blot noteret sig for 12 grebne bolde i to sæsoner, men i sin gennembrudssæson noterede Johnson sig for 82 catches for 1073 yards og 10 touchdowns. Mere bekymrende var det dog at Johnson også førte ligaen i tabte bolden med 13 styks – herunder hele fem i én kamp, overtidsnederlaget til Steelers, hvor han tabte en perfekt kastet bold i end zone i overtiden og kort efter måtte se Steelers tage sejren. Trænerstaben har dog en stor tiltro til Johnson og har valgt at satse på ham frem for den betydeligt mere talentfulde Lee Evans, som de i august tradede til Baltimore Ravens. Det efterlader Donald Jones som starteren modsat Johnson, mens Roscoe Parrish og David Nelson også vil se spilletid. Alt-mulig-manden Brad Smith, der blev hentet hos divisionsrivalerne fra Jets, har tidligere vist sig også at være en fin receiver, men hos Jets vil han primært fungere i en rolle som Wildcat-quarterback. Donald Jones’ preseason blev dog afsluttet før tid og med begrænset træningstid med Fitzpatrick kan det komme til at give problemer med kemien tidligt i sæsonen.

 

Tight end-positionen har ikke den store tradition for produktion i et Chan Gailey-angreb. Scott Chandler ligner starteren, men David Martin eller den mere talentfulde – men indtil nu skuffende – Shawn Nelson kan også se spilletid. Uanset hvem det bliver skal der dog ikke forventes meget af dem, da de primært vil blive holdt inde på linjen til at blokere.

 

Og der kan også blive masser af brug for hjælp til at blokere, for den offensive linje kandiderer på det kraftigste til titlen som NFLs dårligste. Det har været tilfældet i de seneste år og det ligner også tilfældet i år, og det gør det bare endnu mere skuffende at Bills ikke har gjort mere for at forbedre den. Left tackle Demetrius Bell havde en skuffende 2010-sæson i forlængelse af en knæoperation, men klubben forventer at han tager et skridt frem i denne sæson. Problemet er bare at ét skridt frem ikke er nok for en spiller der måske ikke er helt elendig eller en af ligaens allerdårligste, men generelt bare er under-middel i alle spillets facetter, og ville egne sig bedre som backup. På right tackle ligner Erik Pears starteren med Mansfield Wrotto som backup. Rookie Chris Hairston kan presse på for jobbet, men ligesom på venstre side af linjen er det en uoptimal situation, uanset hvem der tager jobbet. Indersiden af linjen er også grund til lidt bekymring. Eric Wood har vundet jobbet som center i training camp på bekostning af Geoff Hangartner, der er blevet fritstillet. Kraig Urbik starter på right guard, mens Andy Levitre, der var bedste mand blandt starterne på linjen sidste år, lignede starteren på left guard, inden en skidt training camp gjorde at han blev overhalet af Chad Rinehart, der gjorde det solidt i begrænset spilletid. Dybden er uimponerende, men da gruppen af startere også er det vil udskiftninger pga. skader næppe betyde en voldsom svækkelse, hvilket tragisk nok er noget af det mest positive der er at sige om linjen.

 

Forsvaret:

Mens angrebet har ladet en del tilbage at ønske ser det noget bedre ud på den anden side af bolden. På den defensive linje var den helt store stjerne i sidste sæson defensive tackle Kyle Williams, som fuldt fortjent blev valgt til NFLs All-Pro-mandskab. ”Meat ball” Williams var en alt-dominerende force på linjen, der var brølstærk mod løbet og samtidig en af ligaens bedste pass rushers fra indersiden. Havde Williams spillet for et mere profileret mandskab ville han uden tvivl blive nævnt som en af de bedste på positionen og være bedre kendt hos den almene NFL-seer. I stedet er han en i visse kredse næsten ukendt spiller, som nogle nok vil trække lidt på skuldrene af, med et argument i retning af hvorfor Bills var så dårlige mod løbet sidste år, hvis Williams virkelig er så stærk en run-stopper.

 

Svaret er sådan set ganske enkelt, for selvom Williams stod listet som nose tackle i Bills’ 3-4-forsvar, brugte han størstedelen af tiden på ydersiden af tre-mandslinjen, og ikke i midten – og modstanderne løb naturligvis bare i den anden retning for at undgå ham. I Bills’ 4-3-linje linede han op i midten, og det samme vil formentlig blive tilfældet i år. Bills ventes primært at køre med 3-4 på forsvaret, men der vil ganske givet stadig være masser af pakker med 4-3 i vente, men uanset hvad de kører bør Williams atter være en dominerende spiller.

 

I tremands-fronten forventer jeg altså at Williams – uagtet at Bills lister ham som startende nose tackle –primært vil spille på ydersiden med Dwan Edwards på den anden side, mens rookie Marcell Dareus tager pladsen i midten af linjen. Dareus kan spille alle pladser på linjen, og vil sammen med Williams kunne udgøre en stærk duo i midten af linjen når forsvaret spiller 4-3. Optimalt set ville han spille på ydersiden af 3-4-forsvaret, men han bør også kunne gøre det godt som nose tackle med sine 343 velplacerede pund. En rotation mellem Dareus og Williams på nose tackle og defensive end kan også blive løsningen, mens en anden mulighed er med tiden at lade Dareus og Williams bemande ydersiden med Torell Troup i midten, hvis denne kan forbedre sine evner mod løbet. Som udgangspunkt bør Dwan Edwards dog sidde solidt på den tredje plads på linjen, mens Alex Carrington og Spencer Johnson er fine backups på ydersiden. Dybden kunne være bedre, men så længe starterne holder sig fri af skader burde der være potentiale for fremgang.

 

I linebackerkæden er der blevet sagt farvel til Paul Posluszny, der har spillet i midten i 4-3 og som én af to mand på indersiden i 3-4, men Bills har på fornem vis kompenseret for det tab ved at hente den stærke Nick Barnett hos Super Bowl-vinderne fra Green Bay Packers og Jaguars’ Kirk Morrison. Barnett, der missede en del af sidste sæson, men har vist sig stærk både mod løbet og kastet i sin tid hos Packers vil efter Reggie Torbor røg ud for sæsonen med en skade blive suppleret af Morrison, hvis styrke primært er mod løbet. Andra Davis og rookie Kelvin Sheppard giver pæn dybde. Barnett kommer dog med en vis skadesrisiko efter at han to af de seneste tre sæsoner har fået afsluttet sin sæson før tid.

 

Ydersiden af kæden giver større anledning til bekymring end indersiden. Bills havde reelt set ikke noget pass rush sidste år og har som følge af det bl.a. sagt farvel til det tidligere førsterundevalg Aaron Maybin hen over sommeren. Shawne ”Lights out” Merriman og Chris Kelsay vil være de to primære pass rushers fra ydersiden af linebackerkæden, men det er to spillere, der begge kommer med store spørgsmålstegn. Merriman var en forrygende spiller tidligt i karrieren, men siden en alvorlig knæskade i 2008 har han ganske enkelt været den samme effektive spiller – han viste lidt positive takter i preseason mod Bears, men derfra og til at blive den konstante trussel, som Bills har brug for, er der meget lang vej. Kelsay noterede sig blot for 3,5 sacks i sidste sæson og har aldrig præsteret over 5,5 sacks i en sæson på trods af kun at have misset to starter de seneste seks år. Han fik dog ofte lagt pres på quarterbacken uden at få sacket sidste år, så helt skidt var det dog ikke. Bedste pass rusher i kæden sidste år var Arthur Moats, men på trods af at han klart ligner holdets bedste mulighed ligner han kun backup, og har sågar været prøvet af på indersiden i training camp, hvor hans begrænsede evner mod løbet har større chancer for at blive udstillet.

 

Hvis ikke Bills kan få gang i et effektivt pass rush kan det blive svært at få succes for kasteforsvaret, og det er ærgerligt for et hold som Bills, der har flere fine spillere at arbejde med i den bageste enhed på forsvaret. Veteranerne Terrence McGee og Drayton Florence vil åbne sæsonen på cornerback, mens Bills’ førsterundevalg anno 2008, Leodis McKelvin vil være den primære backup. Rookie Aaron Williams, som klubben valgt i anden runde af årets draft giver yderligere fin dybde på positionen, og han vil også om nødvendigt kunne rykkes til safety, hvor Bills dog har en fin, men ikke prangende, startende duo i Jairus Byrd og George Wilson. Byrd brød ind på scenen i sin rookiesæson med ni interceptions, herunder fire kampe med to interceptions, men selvom det kun blev til én interception i sidste sæson, viste han reelt set fremgang og var mere stabil i sine defensive præstationer. Efter at have sagt farvel til Donte Whitner – et tidligere førsterundevalg – er dybden på safety ikke specielt imponerende.

 

Kasteforsvaret tillod blot 192 yards pr. kamp i sidste sæson, tredjefærrest i ligaen – men som så mange andre statistikker er det noget der lyver lidt. Bills var nemlig samtidig det hold der blev kastet mod næstfærrest gange i sæsonen, hvilket naturligvis dels hang sammen med at modstanderne oftest var foran og kunne tillade sig at løbe, dels at modstanderne havde så stor succes med at løbe som de havde, mod et Bills-forsvar, der tillod NFL-højeste 4,8 yards pr. carry og 169,6 rushing yards pr. kamp. Kasteforsvarets problemer udstilles yderligere af at det på trods af at blive kastet mod så relativt få gange tillod 28 touchdowns – sjetteflest i ligaen – og kun noterede sig for 11 interceptions (delt fjerdefærrest), og for sæsonen tillod modstanderne en passer rating på 92,6 – femtehøjest i ligaen.

 

Special teams:

I kicker Rian Lindell og punter Brian Moorman har Bills et par rutinerede herrer, der generelt gør det ganske pænt i de til tider svære forhold i Buffalo. Lindell ramte på 16 af 21 spark i sidste sæson, hvilket godt nok kun gav en succesrate på 76,2%, men med så få forsøg gør ét misset spark fra eller til for stor forskel til for alvor at kunne konkludere noget. 2010-sæsonen markerede også afslutningen på Lindells flotte statistik på ekstra points, da han for første gang i sine 11 sæsoner i ligaen missede det ene point efter touchdown – det skete i Bills’ 19-22-nederlag til Bears, da Israel Idonije fik blokeret Lindells spark og brød Lindells stime på 321 konverterede ektra points. Bills har flere gode valgmuligheder til jobbet som kick returner i form af Brad Smith, C.J. Spiller og til dels Leodis McKelvin. Roscoe Parrish og Spiller vil formentlig være de primære punt returners og begge gjorde det ganske solidt på de chancer de fik sidste år.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Chiefs

Week 2: vs. Raiders

Week 3: vs. Patriots

Week 4: @ Bengals

Week 5: vs. Eagles

Week 6: @ Giants

Week 7: Bye

Week 8: vs. Redskins (spilles i Toronto)

Week 9: vs. Jets

Week 10: @ Cowboys

Week 11: @ Dolphins

Week 12: @ Jets

Week 13: vs. Titans

Week 14: @ Chargers

Week 15: vs. Dolphins

Week 16: vs. Broncos (spilles lørdag den 24. december)

Week 17: @ Patriots

 

Do or die player: CB Leodis McKelvin

Breakout player: RB C.J. Spiller

Rookie impact: DT/DE Marcell Dareus

 

Konklusion:

Buffalo Bills fører sammen med Detroit Lions ligaen i antal sæsoner uden en slutspilsoptræden – begge hold var senest at finde i det fornemme selskab i 1999, og det er svært at se hvordan Bills skal ændre på den statistik i år. Angrebet kan godt producere, men virker overordnet set bare ganske middelmådigt på størstedelen af pladserne. Den offensive linje kandiderer til ligaens dårligste, og selvom quarterback Ryan Fitzpatrick godt kan spille solidt, er han kun en midlertidig løsning – og ikke en spiller jeg tør stole på er stabil nok over en hel sæson. Skal det her blive året for Bills skal C.J. Spiller få sit gennembrud, men det kan blive svært med den offensive linje han har foran sig. Forsvaret er blevet forstærket, men det er stadig svært at se hvor pass rushet skal komme fra, og selvom tilføjelsen af Dareus og opgraderingen fra Posluszny til Barnett bør forbedre løbeforsvaret, og derigennem også kasteforsvaret, er det næppe nok til at forbedre holdet så meget som der er behov for. Bills var tæt på at overraske i flere kampe i sidste sæson, så når alt kører for dem kan de gøre det godt, og med et hold der samlet set ser stærkere ud til denne sæson, er der potentiale for fremgang. De ændrer dog ikke på at Bills er favorit til at slutte sidst i AFC East. Ryan Fitzpatrick og forsvaret bør dog sikre at Bills ikke kommer i position til at lande deres franchise-quarterback i Andrew Luck med topvalget i 2012-draften.

 

Kampprogrammet byder på AFC West og NFC East samt de øvrige modstandere fra AFC East. Indenfor divisionen har Bills tidligere voldt problemer, men samlet set skal de dog nok være glade hvis de kan hente et par sejre her. Hjemmekampe mod Raiders, Redskins (i Toronto hvor Bills har tabt de seneste tre år) og Broncos – og måske Titans – er der muligheder og udekampen mod Bengals kan også kaste en sejr af sig. Derudover viste Bills jo sidste år at de er i stand til på dagen at levere overraskelsen mod et hvilket som helst hold.

 

Bud på endelig record:

Peter: 6-10

Henrik: 5-11

Jesper: 4-12

Jonathan: 2-14

Analyser af de andre hold i AFC East

Miami Dolphins
New England Patriots
New York Jets