Af Jesper Christensen

 

Sidste sæson:

Der blev slået noget af at brød op før sæson 2010 gik i gang hos vores gode venner i Dallas. Super Bowl skulle afholdes i det gargantuanske bygningsværk med adressen “One Legends Way, Arlington, Texas”, hvor Cowboys har hjemmebane. Og holdet med træner Wade Phillips i spidsen var åbne og ærlige omkring hvad målet for sæsonen var: At blive det første hold nogensinde, der kunne spille en Super Bowl på sit helt eget turf. Selvtilliden fejlede absolut intet, men det skulle det senere vise sig at moralen langsomt begyndte at gøre. En 1-2 record blev hurtigt til, 1-3, 1-4, 1-5, 1-6 før halvdelen af sæsonen var afsluttet og der stod 1-7 i tabellen. Ejer Jerry Jones måtte agere og besluttede sig for at trække stikket ud på cheftræner Phillips, der nok havde forstand på at bygge et 3-4 forsvarssystem op, men som fuldstændigt havde mistet spillernes respekt og loyalitet. Ind kom tidligere den tidligere offensive koordinator Jason Garrett, som hurtigt fik gjort op med den lidt for rundkredspædagogiske ledelsesstil under sin forgænger, hvor der absolut gerne måtte være god og venskabelig luft imellem spillere og trænere. Garrett gik op i detaljen og kom bl.a. med instrukser om påklædning til spillermøder, flere træninger i fuldt udstyr ect. og med ham lykkedes det pludselig igen at finde vinderformularen for et af de mest talentfulde mandskaber i hele ligaen; i hvert fald på papiret. Af de sidste otte kampe lykkedes det Garrett at føre holdet til sejr i de fem og allerede inden sæsonen var afsluttet stod det lysende klart, at han var det rette mand til at videreføre foretagendet efter Wade Phillips, som efterfølgende røg til Houston Texans.

 

I løbet af sæsonen fik vi på den defensive side af bolden set klare indikationer af, at pass rush ikke kunne gøre det alene for Dallas. De defensive backs tillod alt for mange completions, navnligt den ellers højt betalte og profilerede CB Terrence Newman så i perioder rigtigt skidt ud, mens også bl.a. OLB Anthony Spencer samtidigt kæmpende med at holde niveau, hvilket delvist også kunne siges om en tidligere stor stjerne som Keith Brooking, der dog næsten nåede op på 100 tacklinger alligevel, skal det retfærdigvis tilføjes, mens sjernen DeMarcus Ware fik skrabt hæderlige 15,5 sacks sammen. På den offensive side af bolden fik vi set ganske lovende takter fra receivers som Miles Austin og Dez Bryant, mens vi også fik at se Tony Romos krop ikke kunne modstå de prygl, der følger af en O-line, der pass blocking-mæssigt spillede under niveau. Romo måtte sidde mange kampe over til stor fortrydelse for mangt en fantasy-ejer, mens reserven Jon Kitna beviste, at Jason Garretts angrebidéer var ganske potente - i hvert fald når han tog den rigtige playbook frem ville Wade Phillips måske bemærke.

 

Angrebet:

Juryen er ikke helt færdige med at votere vedr. QB Tony Romos evner. På den ene sider skaber han igen og igen helt igennem spektakulære spil ud af håbløse situationer. Og hvis jeg nogensinde skulle bruge en spiller til at complete et håndleds-underhåndskast vandret hængende i luften med tre forsvarspillere hængende i bukseremmen, så ville jeg enten pege på Romo eller Ben Roethlisberger. Når det kommer til at eksekvere de planlagte, designede spil og læse forsvaret til perfektion synes Romo dog at komme til kort i flere situationer. Det viste sig også i sidste sæson, hvor timingen med eksempelvis WR Roy Williams lod meget tilbage at ønske. Dette er ikke en make-or-break sæson for Romo, men hvis han mener, at vi skal nævne ham med selvfølgelighed i samme sætning som førnævnte Roethlisberger, Aaron Rodgers, Matt Ryan og Philip Rivers, når talen falder på de unge aftagere af Bradys og Mannings kroner, så er det lige præcis i år han skal bevise sit værd. Alene det udmærkede spil vi sidste år så fra hans langt mindre talentfulde reserve Jon Kitna fik i hvert fald jeg til at tænke, at måske er det rettere Jason Garrett, der har været god end det har været Romo, der har været god i hans bedste sæsoner. Det er tid for Romo at bevise, at den type snak om “spilleren eller systemet” fortjener at blive manet til jorden.

 

Ser vi på Romos pass-catchers er der i hvert fald ikke mange muligheder for at pege fingre, hvis resultaterne udebliver. I Jason Witten og Martellus Bennett har Romo et tight end tandem, der ville gøre de fleste andre QBs misundelige. Miles Austin har naturligvis hurtigheden og de gode hænder til at blive nævnt blandt de allerbedste, men hvad der i særdeleshed adskiller ham fra ligestillede er hans evner til at justere sine ruter i spilsituationerne, samt komme Romo ekseptionelt godt imøde, når det brænder på. Austin er klog, moden og ved hvad det vil sige at kæmpe sig op nede fra. Og på den måde er han faktisk den diamentrale modsætning til sin receiver-buddy Dez Bryant, som kun mere og mere er begyndt at ligne en stereotypisk wide receiver med alt hvad deraf følger af høje tanker om egen formåen. Personligt forventer jeg, at Bryant vil få særdeles lang snor af ejer Jerry Jones, men dermed også sagt, at jeg ikke tror Bryant begynder at vise sig som en søndagsskoleelev lige foreløbigt. Snarere tværtimod, vil jeg sige. Men taler vi råt talent og atletiske evner, så er Bryant i mine øjne det mest frygtindgydende ligaen har set siden en ung Randy Moss blev draftet af Vikings i sin tid. Hold desuden øje med en Kevin Ogletree efter Roy Willams har rykket teltpælene op samt rookie Dwayne Harris, som dog for nuværende kæmper en smule med en hjernerystelse pådraget i preseason. Også andet-års spilleren Jesse Holley kan forvente mere end en håndfuld looks fra Romo i løbet af sæsonen. Jeg betragter på alle måder kampen om pladsen som tredje-receiver som fuldstændigt åben og vil faktisk ikke blive overrasket, hvis vi ser Jason Garrett skrue op for dobbelt-TE formationer frem for at bruge tre-WR sets, og med to eller flere tight ends på banen samtidigt vil vi også få den skrappe pass-catcher TE John Phillips frem på bordet. Phillips lignede før sidste sæson en måske kommende afløser for Witten med sine sikre hænder og havde alle muligheder for at overtage backup tight end rollen fra Bennett havde det ikke været for en uheldig knæskade.

 

Men skal alle disse tiltalende mål på nogen måde kunne aktiveres, så skal den offensive linje vise helt andre takter end vi så i sidste sæson. De som så de fleste af Cowboys' kampe i 2010 vil særligt beklage sig over niveauet hos højre side af O-line. Tackle Marc Colombo lignede en spiller, der som konsekvens af utallige skader i benene havde tabt i hvert fald et enkelt skridt imod de bedste pass-rushers. Og næsten lige så skidt så det ud for højre guard Leonard Davis og begge herrer er nu ikke længere at finde på Dallas' roster. Erstattet er de blevet af henholdsvis førsterunde-valget RT Tyron Smith samt guard/center Kyle Kosier, der ligeså længe jeg kan huske har været notorisk skadesplaget og som også sad ude med rygproblemer i holdets sidste preseason kamp. Også på center-pladsen hersker der en høj grad af usikkerhed, hvilket heller ikke højner forventningerne til linjen samlet set. I midten har Andre Gurode i flere år været et sikkert anker og en sand leder, der også er blevet valgt til Pro Bowl ikke færre end fem gange. Gurode gennemgik en knæoperation i juni-måned, hvilken gav ham en noget langsom start på training camp i år. Med Gurode på sidelinjen fik undraftede rookie fra 2010 Phil Costa lov til at agere center på førsteholdet i flere omgange, og da Gurode og ledelsen så satte sig ved bordet for at diskutere Gurodes kontrakt umiddelbart inden starten på regular season kunne parterne på ingen måde finde fælles fodslag. Gurode blev cuttet og nu drejer flaskehalsen så på Costa, der ikke kun har vist opstartsvanskeligheder i preseason, men også har døjet med indtil flere småskader. Og hvis man så stadig skulle være i det mindste i tvivl om, at Cowboys offensive linje er i en genopbygningsfase, så kast blot blikket på venstre guard positionen, hvor starteren hedder... Lad os sige det sammen i kor: Bill Nagy! Hvorfor sagde I det ikke med mig i kor? Nagy blev hentet ind i syvende runde af draften i år og er en spiller, der kan spille både på en guard position og til nød som center. Men på ingen måde en spiller, som nogen havde forvente se starte så tidligt i sin karriere, og mange scouts havde set ham som et meget langvarigt prospekt, hvis han blev draftet. Heldigvis for ham vil han kunne læne sig en smule op ad LT Doug Free, som før sæsonen blev belønnet med en fire-årig forlængelse af sin kontrakt. Free er atletisk og har især sin force i at blokere for løbet og vil igen i år få det svært imod de allerbedste pass-rushers. Overordnet set er den offensive linje den primære grund til, at jeg forventer at se Cowboys kæmpe med om fjerdepladsen i NFC East og ikke førstepladsen. Så sent som i søndags blev også guard Montrae Holland cuttet. Holland skulle fremadrettet være brugt minimum i en backup-rolle, men bl.a. gentagne vægtproblemer blev i sidste ende for meget for Dallas. I stedet er G Derrick Dockery blevet tilføjet og han vil med sin startererfaring potentielt kunne aflaste Nagy, hvis det skulle gå helt galt for ham.

 

I lyset af de åbenlyse problemer på oppe på linjen er det lidt svært at se et løbespil, der for alvor skal komme til at fungere. Men ikke desto mindre betyder problemerne på O-line jo samtidigt, at et virkeligt stærkt kasteangreb synes nærmest hypotetisk. Det er nu engang normaltvis mere vanskeligt at få en ny O-line til at pass-blocke ordentligt end at få den til at run-blocke ordentligt. Så bliv ikke overrasket, hvis vi alligevel får serveret en stor spiseskefuld Felix Jones, Lonyae Miller og Tashard Choice – særligt i de første tre-fire kampe.

 

Forsvaret:

På forsvaret er der frem mod denne sæson først og fremmest sket forbedringer uden for linjerne. Ud er som nævnt gået den defensivt orienterede head coach Wade Phillips allerede midtvejs i sidste sæson, efterfølgende er også koordinator Paul Pasqualoni røget samme vej. Ind er til gengæld kommet en herre, der ikke går stille ved dørene: Tidligere Browns-koordinator Rob Ryan. Rob slægter sin bror Rex ganske meget på, når det kommer til personlighed og karisma – og hvis man skal tro forlydenderne fra Texas, så er hans udfarende og energiske stil netop hvad Cowboys har manglet. Husk i den sammenhæng på, at det netop var på moralen og indstillingen det for alvor gik galt for spillerne under Wade Phillips, som beskrevet tidligere. Jeg vil være ikke så lidt overrasket, hvis spillerne vender ryggen til Rob Ryan på samme måde, som de vendte ryggen til Phillips.

 

På D-line og linebacker-positionerne er der ikke sket noget bemærkelsesværdigt, hvis vi ser bort fra ILB Sean Lee, der ligner en mulig stærk afløser for Keith Brooking eller Bradie James i midten, hvis en af dem skulle falde af på den i løbet af sæsonen. På ydersiden skal pass-rushet stadig udgøres af Anthony Spencer og monsteret DeMarcus Ware, særligt sidstnævnte ligner ikke en spiller, der er på vej imod en spillemæssig nedgang; snarere tværtimod. D-line udgøres igen i år af Jay Ratliff, Marcus Spears, mens den udmærkede run-stoppede DE Igor Olshansky måtte se sig selv cuttet umiddelbart før regular season for i stedet at give plads til Kenyon Coleman. Hvis der ikke er sket store ændringer personelmæssigt hos de forreste syv, så vær til gengæld vis på, at der sker interessante ting, når først Rob Ryan har fået implementeret sine idéer for alvor. Kender man lidt til Ryans snørklede hjerne vil man ikke blive overrasket over at se basis 3-4 forsvaret pludseligt forandret til et 2-5 forsvar eller et 5-2 forsvar for den sags skyld. Ryan elsker at mixe og skabe det overraskende moment, som angrebet aldrig havde set komme.

 

Og al den forvirring forhåbentligt skabt af de forreste syv hos Cowboys skal først og fremmest kamuflere en eklatant mangel på niveau hos de bagerste fire, der tillod intet mindre end 33 touchdowns gennem luften i sidste sæson... Det store navn er stadig CB Terence Newman, som jeg faktisk ærligt talt havde forventet cuttet i offseason, så hans høje løn kunne spares væk i jagten på en forstærkning ved navn Nnamdi Asomugha eller til nød Jonathan Joseph. Men der havde jeg åbenbart forregnet mig, for notorisk småskadede Newman er altså tilbage side om side med ligeså gennemsnitlige Mike Jenkins og nickel Orlando Scandrick. Til at hjælpe sig over toppen har de Gerald Sensabaugh, som heller ikke havde sit livs sæson i 2010 samt nytilmodne Abram Elam fra Browns, der med sin fysiske spillestil ligner en mand, der kan give et hårdt tiltrængt løft til gruppen.

 

Special teams:

Ikke de store ændringer her, hvor kicker David Buehler ligner en mand, der nemt kan få skrabt sig nogle touchbacks sammen, når man kombinerer hans stærke ben med den nye regel om kickoffs fra 35 yard-linjen. Rookie Dan Bailey skal stå for field goals, hvilket efterlader lidt af et spørgsmålstegn. På punter-siden er der til gengæld absolut ingen slinger i valsen hos Mat McBriar, der hører til i ligaens top-3 på positionen. Sidste år blev det til 47,9 yards i gennemsnitlig længde for McBriar, som desuden har rutinen til ikke at blive nervøs, når det virkelig gælder. Bryan McCann skal returnere de kickoff, som ikke ender som touchbacks, mens Dez Bryant udgør ikke så lidt en trussel på punt-returns.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Jets (SNF)

Week 2: @ 49ers

Week 3: vs. Redskins (MNF)

Week 4: vs. Lions

Week 5: Bye

Week 6: @ Patriots

Week 7: vs. Rams

Week 8: @ Eagles (SNF)

Week 9: vs. Seahawks

Week 10: vs. Bills

Week 11: @ Redskins

Week 12: vs. Dolphins (Thanksgiving)

Week 13: @ Cardinals

Week 14: vs. Giants (SNF)

Week 15: @ Buccaneers (Sat.)

Week 16: vs. Eagles (spilles lørdag den 24. december)

Week 17: @ Giants

 

Do or die player: CB Terence Newman

Breakout player: TE John Phillips

Rookie impact: OT Tyron Smith

 

Konklusion:

Cowboys er på mange måder et talentfuldt mandskab og i Romo har de også en QB, der kan holde dem inde i enhver kamp, næsten lige gyldigt hvor meget han skal scramble for sit eget liv. Og det skal nok vise sig at blive nødvendigt, som jeg ser det. Alt signalerer nemlig genopbygningssæson for den offensive linje. Og i en division, hvor pass-rushers er etablerede stjerner som Trent Cole, Jason Babin, Osi Umenyiora, Justin Tuck, Brian Orakpo samt rookie Ryan Kerrigan ser det for alvor farligt ud for Romo. Derudover er Cowboys netop den type hold, der vil forbande, at lockout'en skulle vare så længe, som den nu gjorde. Den helt igennem nødvendige overhaling på defense, som blev indvarslet med Rob Ryan, kræver ganske enkelt langt tid for at implementere. Kompleksiteten i Ryans forsvarssystem er enorm, hvilket naturligvis er en stor fordel, når det fungerer. Men med den korte implementeringstid in mente, kan kompleksiteten rent faktisk gå hen og vise sig som en decideret hæmsko. Af PR-mæssige grunde går Cowboys retfærdigvis ikke ud og annoncerer, at de er i en decideret genopbygningsfase og det ligger på ingen måde til holdets – og holdejerens – selvforståelse, men særligt O-line indikerer netop genopbygning, hvilket også er præcist det signal, der sendes, når en mand som center Andre Gurode ikke får imødekommet sine kontraktkrav. Hvis 2011 var en sæson, hvor ledelsen hos Cowboys gik efter guldet, så er det tvivlsomt om  Gurode havde fået lov at gå.

 

Bud på endelig record:

Henrik: 12-4

Jonathan: 12-4

Peter: 9-7

Jesper: 7-9

Analyser af de andre hold i NFC East

New York Giants
Philadelphia Eagles
Washington Redskins