NFC North » Minnesota Vikings
Minnesota Vikings, analyse
Af Peter Jensen
Sidste sæson:
Det skulle have været så godt, men det blev skidt – rigtig skidt. Efter den fornemme 2009-sæson, der bød på divisionstitel og plads i NFCs konferencefinale. Brett Favre blev – igen igen – overbevist om at tage endnu en sæson i ligaen, og der blev satset stort på at forbedre præstationen fra 2009, og nå hele vejen til Super Bowl denne gang. Skader, et brutalt kampprogram og ballade udenfor banen – ikke mindst efter man meget spektakulært havde tradet sig til Randy Moss, der blev fritstillet igen under en måned senere pga. problemer med head coach Brad Childress, som også senere blev fyret – betød en elendig start på sæsonen for vikingerne, som efter ti kampe blot havde vundet tre kampe. Fyringen af Childress gav defensive coordinator Leslie Frazier chcancen som head coach, og en anstændig afslutninge på sæsonen var med til at sikre ham jobbet også til denne sæson.
Angrebet:
Der er komme tnye boller på suppen under center hos Vikings. Det var dog delvist nødtvunget efter Brett Favre atter engang indstillede sin karriere – denne gang tilsyneladende ”for good”. I første runde af årets draft valgte Vikings så Christian Ponder, der lignede en potentiel starter. I free agency tradede Vikings sig så til Donovan McNabb hos Washington Redskins, og han vil – efter en skidt sæson i hovedsatden – forsøge at genfinde sit niveau i det nordlige USA, hvor han for første gang i sin karriere skal spille hjemmekampe indendørs. Hvorvidt McNabb kan ramme tidligere tiders niveau er et stort spørgsmål, og han lignede vitterligt ikke en spiller der kunne det sidste år.
Han hjælpes heller ikke af at receivergruppen ser ganske tyndt besat ud i toppen efter Sidney Rice har forladt klubben i free agency og det efterlader Percy Harvin – der langt om længe virker til endelig at have fået lagt sine migræneproblemer bag sig – og veteranen Bernard Berrian som de to startere. Harvin – NFLs Offensive Rookie of the Year i 2009 – er et kæmpetalent, der har gjort det stærkt i sine første to år i ligaen. Efter tidligere at have brugt noget af sin tid på at spille returner vil Harvin nu primært koncentrere sig om sit job på angrebet. Michael Jenkins er blevet hentet hos Falcons og er en bedre receiver end han får kredit for – han er på ingen måde prangende, men han er solid og er yderligere en af de receivers i ligaen, der er bedst til at blokere på løbespil. Devin Aromashodu og Greg Camarillo giver yderligere dybde og er begge ganske fine spillere. Dybden er fin, men Vikings har bare kun én receiver, der reelt har starterkaliber. Tight end Visanthe Shiancoe leverede en god sæson i Favres første sæson hos Vikings, men var langt under nvieau i 2010, og skal hive sig op i nakkehårene til denne sæson, hvor han presses bagfra af andenrundevalget i årets draft, Kyle Rudolph.
Running back Adrian Peterson er fortsat en af ligaens allerbedste på positionen, men ligesom resten af holdet havde han en svær sæson sidste år. Han løb dog alligevel for 1298 yards og 12 touchdowns – og vigtigst af alt skar han kraftigt ned på antallet af fumbles. Efter 4, 9 og 7 fumbles i sine første tre sæsoner tabte han kun bolden én gang sidste år og slog dermed effektivt fast, at han har fået lært noget om at beskytte bolden. Hans 4,6 yards pr. carry var samtidig en forbedring fra 2009-sæsonen – men stadig mindre end i hans første to. Efter fire sæsoner i ligaen har Peterson allerede rundet 5700 yards og han har løbet for 52 touchdowns. De næsten 1450 yards og 13 touchdowns pr. sæson vidner om at det er Peterson, der skal trække læsset for Vikings, og det vil også passe Leslie Frazier godt. Et stærkt løbeangreb, der tager presset af det lidt svagere kasteangreb har fungeret godt for mange hold i tidens løb – NFL har dog gennemgået en udvikling, der gør det til en kasteliga, og Petersons rolle på holdet kan vise sig afhængig af at angrebet (og forsvaret) sikrer at modstanderne ikke kommer for langt foran, så det eneste offensive der er at gøre vil være at kaste. Toby Gerhart og Lorenzo Booker giver dybde på positionen og Booker kan meget vel få set en del spilletid som third-down back – en rolle Gerhart ikke havde ret stor succes i sidste år – da Petersons evner i kastespillet lader noget tilbage at ønske, hvad enten det er i pass protection (især her problemet er) eller som pass catcher.
Petersons præstation sidste år er endnu mere imponerende når man tager i betragtning hvordan den offensive linje blokerede – eller næsten rettere, ikke blokerede – for ham. Der var virkelig ikke meget hjælp at hente på løbespillene for Peterson, der gang på gang måtte se sin linje domineret af modstandernes forsvar. Forudsætningerne for succes er dog ikke blevet forbedret til denne sæson efter fyringen af left tackle Bryant McKinnie, som alt til trods, var bedste mand på linjen sidste år. Han erstattes af Charlie Johnson, der var en Peyton Manning-favorit hos Colts, men spillemæssigt lod særdeles meget tilbage at ønske, hvad enten det var på løbe- eller kastespil. Veteranen Steve Hutchinson på left guard spiller ikke længere op til sit ry og har været gennem en knæoperation siden sidste sæson. Foruden Hutchinson vil også center John Sullivan, right guard Anthony Herrera og right tackle Phil Loadholt returnere til denne sæson. Loadholt var efter en lovende rookiesæson i 2009 en katastrofe sidste år, og blev kaldt for hele 14 straffe i løbet af året, samtidig med at han kæmpede gevaldigt med at hjælpe i løbeangrebet. Rookie DeMarcus Love agerer backup for Charlie Johnson, og det vil ikke være nogen stor overraskelse hvis han får chancen i løbet af året. Indvendigt på linjen giver Seth Olsen og Jon Cooper dybde, men ingen af de to er specielt imponerende spillere, og den offensive linje ligner igen i år en bekymring – både når Vikings vil løbe og kaste bolden.
Forsvaret:
Den defensive linje har længe været Vikings’ kendetegn – ikke mindst med ”Williams Wall” i midten. De tider er dog forbi efter Pat Williams har forladt klubben. Dertil kommer at Kevin Williams vil misse de første to kampe i sæsonen med karantæne. Da også defensive end Ray Edwards har forladt klubben i free agency betyder det at Vikings vil åbne sæsonen med tre nye mand på linjen i forhold til sidste sæson, og der er selvklart tale om en svækkelse af holdet med disse spillere. Brian Robison, der hidtil kun har set begrænset spilletid på ydersiden, vil line op på den anden side af linjen af Jared Allen. Allen er stadig en stærk pass rusher, men hans evner mod løbet lader en del tilbage at ønske. Indvendigt på linjen vil Remi Ayodele og Letroy Guion åbne sæsonen som startere. Ayodele og Guion er begge fine mod løbet, men mens Ayodele ikke tilbyder meget som pass rusher kan Guion hjælpe til her. Fred Evans og rookie Christian Ballard giver yderligere dybde, men har ikke udsigt til meget spilletid – især ikke når Kevin Williams vender tilbage efter udstået karantæne. På ydersiden er Everson Griffen den primære backup, og han gjorde det okay i begrænset spilletid sidste år.
Middle linebacker E.J. Henderson lavede et fornemt comeback i sidste sæson. Henderson brækkede sit ene lårben i slutningen af 2009-sæsonen, men nåede på mirakuløs vis ikke alene at blive klar til 2010-sæsonen – han så næsten fuld spilletid i sæsonen og spillede fremragende. Efter fem sæsoner i Minnesota har Ben Leber forladt klubben i free agency, og hans plads i startopstillingen vil blive overtaget af Erin Henderson – E.J. Hendersons lillebror. Erin har fået meget lidt spilletid i sine to sæsoner i klubben, men han har gjort det ganske pænt på dem. Han må dog stadig betragtes som noget af et spørgsmålstegn med den begrænsede rutine på banen. På den anden side af E.J. Henderson er der dog ikke mange spørgsmålstegn. Chad Greenway har leveret fint spil over de seneste år og blev i år tildelt Vikings’ franchise tag, og siden – kort før sæsonstart – belønnet med en ny, stor kontrakt. Jasper Brinkley – der ville have været backup for E.J. Henderson – er sat på injured reserve, og det svækker dybden en smule. Det hører dog med at Vikings ikke gør meget i rotationer, og ser man bort fra de tre startere i kæden var holdets øvrige linebackers sidste år blot på banen på sammenlagt 61 spil. Xavier Adibi har overtaget som backup i midten og vil formentlig være den vigtigste backup i kæden i år.
Cornerback Antoine Winfield leverede et brag af en sæson sidste år. Veteranen tillod ikke ét eneste touchdown i opdækning, er stærk mod løbet og samtidig er han også en af ligaens bedste pass rushers fra cornerback-positionen – noget som Michael Vick fik lov at føle i slutningen af sidste sæson, hvor Winfield noterede sig for to sacks og to pressures i én kamp. Den slags er næsten uhørt fra en spiller på den position. Sammen med Cedric Griffin udgør han en fin duo, men Griffin er et spørgsmålstegn, efter at han blot spillede to kampe sidste år og har gennemgået en knæoperation – Griffin pådrog sig en korsbåndsskade i venstre knæ i NFC-finalen i januar 2010, og blev så i oktober ramt af en tilsvarende skade i højre knæ. Chris Cook og Asher Allen leverede ikke specielt godt spil i sidste sæson, men har samlet sig noget erfaring sammen de kan bruge fremadrettet. Med spørgsmålstegnet ved Griffin ville det dog være ønskværdigt med lidt mere tryghed i dybden. Rookie Brandon Burton kan se spilletid i enkelte defensive pakker i løbet af sæsonen, men skal ikke vente nogen stor rolle.
Safety Madieu Williams er væk og hans plads overtages af Jamarca Sanford, der ikke viste det helt store – men heller ikke faldt helt igennem – i begrænset spilletid sidste år. Williams var dog heller ikke godt spillende, så Sanford kan potentielt vise sig som en opgradering på positionen. Ved siden af ham starter Husain Abdullah, der ikke er specielt stærk i opdækning, men har vist gode takter mod løbet. Tyrell Johnson og Mistral Raymond er de to backups.
Special teams:
Kick Ryan Longwell har været velsparkende for Vikings i de seneste år. 93,5% af hans forsøg over de seneste to år har ført til tre points, og selvom han ikke længere har den ønskede benstyrke er præcisionen der altså stadig på de korte spark. Punter Chris Kluwe – der gjorde sig bemærket med nogle opsigtsvækkende kommentarer mod de spillere, der stod i spidsen af sagsmålet mod NFL da lockouten nærmede sig sin afslutning – har gjort det godt over de seneste år med god længde og hangtime på sine punts.
Percy Harvin må se sin rolle som returner minimeret for at han kan fokusere på sit spil på angrebet, og i stedet vil Lorenzo Booker være den primære kick returner i år. Greg Camarillo vil som udgangspunkt, ligesom sidste år, stå for punt returns, hvilket han gjorde fint på sine forsøg i sidste sæson.
Kampprogram:
Week 1: @ Chargers
Week 2: vs. Buccaneers
Week 3: vs. Lions
Week 4: @ Chiefs
Week 5: vs. Cardinals
Week 6: @ Bears (SNF)
Week 7: vs. Packers
Week 8: @ Panthers
Week 9: Bye
Week 10: @ Packers (MNF)
Week 11: vs. Raiders
Week 12: @ Falcons
Week 13: vs. Broncos
Week 14: @ Lions
Week 15: vs. Saints
Week 16: @ Redskins (spilles lørdag den 24. december)
Week 17: vs. Bears
Do or die player: OT Charlie Johnson
Breakout player: DE Brian Robison
Rookie impact: TE Kyle Rudolph
Konklusion:
Forsvaret er ganske anstændigt, men et farvel til to stærke spillere på den defensive linje – og to dages karantæne til en tredje – må fungere som en svækkelse af forsvaret, i hvert fald tidligt på året. Den offensive linje var skidt spillende sidste år, og med Bryant McKinnie erstattet af Charlie Johnson er det svært at tro på at det bliver bedre. Dertil kommer en tvivlsom quarterback-situation og en receivergruppe uden Sidney Rice. Der er masser af spørgsmålstegn og med ny head coach og ny offensive coordinator – Bill Musgrave, der har stået for udviklingen af Matt Ryan hos Falcons de seneste år – ligner det umiddelbart en genopbygningssæson. Dertil kommer så at holdets styrke – løbeangrebet – som udgangspunkt forudsætter at kampene bliver holdt tæt eller at Vikings er foran. Det er der ikke umiddelbart grund til at tro bliver tilfældet i flertallet af kampene, og det kan gøre det svært for Vikings. Genfinder Donovan McNabb sit niveau kan Vikings dog overraske.
Det skal dog gerne ske fra start, for der venter en hård start på sæsonen med besøg hos Chargers i første runde og siden besøg fra Buccaneers og Lions. Derefter venter lidt mere overkommelige modstandere i Chiefs og Cardinals inden divisionsopgør mod Bears og Packers. Udekampe på hver side af bye week er mod sidste års dårligste hold, Panthers, og sidste års bedste, Super Bowl-vinderne fra Packers. Udekampe mod Falcons og Lions og en hjemmekamp mod Saints giver nogle svære kampe i afslutningen. Samlet set er programmet ikke det sværeste, men rammer Vikings ikke niveau fra starten af sæsonen kan de hurtigt være 0-3 – og så er der næppe meget at komme efter for dem i år.
Bud på endelig record:
Jonathan: 7-9
Peter: 6-10
Jesper: 5-11
Henrik: 2-14
Analyser af de andre hold i NFC North
Tilføj kommentar
Læs kommentarer (0)
Trup-ændringer
| Spillere ind | |
| QB Donovan McNabb, WR Michael Jenkins, WR Devin Aromashodu, OT Charlie Johnson, DT Remi Ayodele | |
| Spillere ud | |
| QB Brett Favre, QB Tarvaris Jackson, WR Sidney Rice, OT Bryant McKinnie, DT Pat Williams, DT Jimmy Kennedy, DE Ray Edwards, OLB Ben Leber, CB Lito Sheppard, FS Madieu Williams | |






