Af Jesper Christensen

 

Sidste sæson:

I en sæson, hvor pilen pegede opad for Giants efter at have sluttet med en 8-8 record i 2009, skulle en forbedring til 10-6 lige præcis vise sig ikke at være tilstrækkeligt til at komme i playoffs. I stedet vil sæsonen måske for de mange Giant-fans mest blive husket som sæsonen, hvor de for første gang kunne indtage New Meadowlands Stadium, som deres nye hjemmebane i fællesskab med rivalerne fra New York Jets. Efterfølgende har den gigantiske arena så skiftet navn til MetLife Stadium, hvilket hurtigt fik Twitter til at flyde over med ærgrelse, da den helt åbenlyse hovedsponsor til de to holds fælles stadion naturligvis var luftfartselskabet ”JetBlue”. Opportunity missed... Af andre positive aspekter som kan bringes med videre fra 2010 skal fremhæves et udmærket runningback-tandem i Brandon Jacobs og Ahmad Bradshaw. Særligt sidstnævnte viste gode takter i 2010, selvom der også var en del fumble-problemer undervejs. Det skulle dog ikke vise sig at være mere problematisk end som så, da Bradshaw blev belønnet med en forlængelse af sin kontrakt efter at have forsøgt sig lidt i free agency uden for meget held. Men hvis Ahmad Bradshaw skulle komme til at huske 2010 for en række uheldige turnovers i form af fumbles, så var sagen i virkeligheden hverken meget værre eller bedre for QB Eli Manning. I et år hvor han kunne glæde sig over støt stigende niveau hos sine receivers generelt og hos Hakeem Nicks i særdeleshed, skulle Mannings sæson vise sig at blive en af hans mindre gode. Alt i alt blev det til intet mindre end 25 interceptions fra Mannings hånd mod 31 kastede touchdowns og 4.002 passing yards. Flere vil måske kalde Manning divisionens bedste QB alene af den simple grund, at han har præcist én ring mere end Vick, Romo og Beck tilsammen. Ikke desto mindre lignede sæsonen 2010 mest af alt året, hvor Mannings cost-benefit balance ikke faldt ud til hans fordel. Det er langt fra umuligt, at Giants var endt i playoffs havde de haft en gennemsnitlig 20 TDs-10 INTs quarterback bag center i 2010. Og set i dét lys har Manning noget at rette op på i 2011. Men samtidigt hører det med til historien, at flere af de nævnte interceptions blev skabt på grund af misforståelser mht. ruter, bolde der blev tipped og andre mere eller mindre uheldsrelatede omstændigheder. Defensivt blev modstanderne holdt til 21,7 points pr. kamp, hvilket var nok til en placering durk i midten af feltet på en statistisk 17. plads. Til gengæld var presset på modstanderens QB igen, igen outstanding med i alt 46 sacks i 2010.

 

Angrebet:

Frem mod denne sæson skal der først og fremmest fokuseres på at skære ned på personlige fejl for Giants-angrebets vedkommende, hvilket jeg i det overstående har hintet til. Pointsmæssigt gik det nemlig overordnet set nydeligt med hæderlige 394 points for de 16 kampe, hvilket faktisk var syvende flest points af alle hold i NFL. Og yardsmæssigt gik det statistisk set endnu bedre med en rangering som det femtebedste hold i ligaen.

 

Generelt kan man tale om, at Manning er ved at være på toppen af sin karriere. Han er fyldt 30 år, han har været i et stabilt miljø i Giants i utallige sæsoner efterhånden, og han kender playbook'en til punkt og prikke. Desuden kan han igen i år drage fordel af en recievergruppe, der

kun synes at blive bedre og bedre. Bedst etableret er Hakeem Nicks, der med sine enorme hænder er blevet en vaskeægte 1.000 yards-receiver; forvent minimum det af ham i år. Til at komplimentere Nicks forventer jeg at se Mario Manningham træde ekstra meget i karakter i år. Allerede i sidste sæson viste Manningham sit potentiale, særligt på de dybe ruter og på ydersiden generelt. Regn med at se Hakeem Nicks trække doubleteams i flere kampe, hvilket vil give Manningham plads til at operere i mere åbne rum i modsatte side. Desværre er den dygtigt slot-receiver Steve Smith ikke længere at finde i New York, hvilket kan give chancen til en mand som Domenik Hixon. Dog ser jeg langt fra den vævre Smith som det største tab for Manning på receiver-positionerne. Det pris må nødvendigvis gå til ex-Giant TE Kevin Boss, der med sine 15,2 yards pr. grebne bold udgjorde et perfekt mål for Manning. Den opgave er nu i hænderne på  tredjeårs-spilleren Travis Beckum efter Boss røg til Raiders.

 

Til gengæld var der som tidligere nævnt råd til at beholde den gode Ahmad Bradshaw på den ene af holdets to stjerne-runningbacks. Og for det ikke skal være helt løgn, så var Brandon Jacobs faktisk medvirkende til, at Bradshaw ikke forsvandt via free-agency, da Jacobs omorganiserede sin kontrakt og på den måde frigav midler til at hente Bradshaw tilbage til New York. Kropsbygningsmæssigt er der enorm forskel på de to RBs, og sandsynligvis gør det også langt mere ondt at tackle Jacobs, selvom jeg heldigvis ikke har prøvet det på egen krop. Men begge formår at køre modstanderene helt flade og på den måde blive mere og mere produktive som kampene skrider frem. Jacobs gør det med sin brutale fysisk, mens Bradshaw formår at penetrere med et meget lavt tyngdepunkt samtidigt med, at han slet ikke er bange for kontakten, hvilket ganske enkelt gør ham svær at tackle; og ofte skal der mere end én modstander til at få både Bradshaw eller Jacobs ned. Jeg forventer om muligt, at vi ser endnu mere løbeivrighed fra Giants i denne sæson sammenlignet med sidste år. Resigningen af Bradshaw var i hvert fald et stærkt og rigtigt signal at sende til resten af truppen.

 

Den stabilitet, der generelt har præget angrebet er dog ikke helt smittet af på den offensive linje, hvor vi er blevet vidner til en hel del omrokeringer. David Diehl blev i 2010 prøvet af som left tackle, men er nu tilbage på hans mest naturlige posision som left guard. Det har givet Will Beatty chancen for at gøre LT-pladsen sin egen. Samtidigt er veteranerne Shaun O'Hara og Rich Seubert nu fortid hos Giants. Ind er så kommet den udmærkede center David Baas fra 49ers ligner en fuldgod erstatning i midten. Og til højre for ham står så Tom Coughlins svigersøn, Chris Snee, der har spillet på all-pro niveau siden 2008. 32-årige RT Kareem McKenzie skulle man så tro ville udgøre den sidste egentlige linjemand for Giants, men her er det værd at få med, at Giants er det hold i ligaen, der stiller op med seks deciderede linjemænd på offense flest gange i løbet af sæsonen, når der for alvor skal løbes tungt. Typisk vi set Kevin Boothe agere ekstra linjemand i den type opstilling, men også nytilkomne Stacy Andrews kan vi forvente at se i den type rolle i løbet af sæsonen.

 

Forsvaret:

Optakten til denne sæson har været en lille smule uheldig navnligt én forsvarsspiller. DE Osi Umenyiora har følt sig godt og grundigt trådt på af GM Jerry Reese, da han ikke i offseason blev tildelt den kontraktforlængelse, han mente han var blevet stillet i udsigt. Så Umenyiora blev væk fra camp, så kom han alligevel og nu sidder han så på sidelinjen, angiveligt med ”en skade”. Det har været en lidt uskøn affære i hvert fald og sidste ord er vist ikke faldet i det skænderi. Ikke desto mindre vil jeg mene, at skulle det værste ske, at Umenyiora bliver væk i løbet af regular season, så er der nye skud på stammen på den allervigtigste forsvarsposition hos Giants. Jason Pierre-Paul har ikke kun et vidunderligt navn, han har også et stort atletisk talent, som jeg er overbevist om kommer til udtryk i år, endda ligegyldigt om Umenyiora forbliver tøsefornærmet eller ej. Jeg vil gå så langt som at påstå, at LB/DE Kevin Kiwanuka og Pierre-Paul kunne starte hos i hvert fald 10-15 andre hold i ligaen, mens Giants' overflod af talent på positionen betyder, at de her pænt må tage plads på bænken. Kiwanuka ligner dog mere og mere en fast mand på strong side linebacker, hvilket skubber den udmærkede Dave Tollefson endnu længere frem i hierakiet. Heldigvis for dem alle forstår koordinator Perry Fewell dog at udnytte et rotationsprincip, der sørger for en høj grad af friske ben på særligt DE-positionen, hvor fart og energi betyder ubeskriveligt meget. På weakside linebacker er stadig Michael Boley svaret, selvom han i visse tilfælde har vist sig at komme til kort imod løbet. Men at forsvare sig imod kastet formår han dog til perfektion; helt sikker skal han dog ikke føle sig med relativt lovende rookie Spencer Paysinger åndende ham i nakken. I midten forventer jeg, at fjerdeårs-spilleren MLB Jonathan Goff tager et yderligere skridt i den rigtige retning, selvom han endnu ikke ligner en kommede megastjerne på positionen, men backup-MLB Greg Jones ligner ikke en mand, der kan udfordre Goff på positionen foreløbigt. Forrest oppe på linjen huserer DT Linval Joseph, som i år flankeres af den tidligere Cowboy DT Chris Canty. Her kunne rookie Marvis Austin sandsynligvis have gjort en god figur – da konkurrencen var nogenlunde overkommelig - hvis ikke han var røget på IR.

 

På defensive back positionerne ser det ligeledes ganske skadesplaget ud for Giants. Særligt slemt står det til på CB-positionen, hvor holdets førende tacklemaskine fra sidste sæson Terrell Thomas har fulgt Austin til IR-listen. Også Brian Witherspoon og Bruce Johnson har taget turen ud på lazarettet og IR-listen, mens rookie-CB Prince Amukamara kæmper en daglig kamp med at komme sig over en brækket fod. Tidligere Falcon-CB Brian Williams er bl.a. blevet hevet ind til at dække hullet over for Corey Webster, men også CB Aaron Ross vil få spilletid i skyggen af Thomas' skadesfravær. Heldigvis er safety Antrel Rolle stadig i fuldt vigør og kan forventes at træde ind i en endnu større lederrolle i den bagerste kæde med Terrelle Thomas på sidelinjen. Rolle stod for 87 tacklinger i sidste sæson, af dem var 75 solo-tacklinger. Vær desuden ikke overrasket, hvis du ser Rolle spille nickel-cornerback i nogle tilfælde. Forvent at se en mand som Kenny Phillips steppe op og bidrage på en safety-position i hvad der unægtelig ligner et større puslespil i Giants' bagerste kæde.

 

Special teams:

På kicker-positionerne er har Coughlin valgt at holde fast i Lawrence Tynes, mens Matt Dodge ikke længere får muligheden for at punte direkte til DeSean Jackson. Han er i stedet blevet erstattet af Steve Weatherford. Dog var Matt Dodge næppe den største achilleshæl i sig selv, da kick coverage generelt haltede rigtigt meget for Giants i 2010, både på punts såvel som på kickoffs. Og her gør det som sådan heller ikke noget, at der er blevet lagt de velkendte fem ekstra yards til kickoff-udgangspunktet, så touchbacks bliver endnu mere hyppige. Returns ligner et job for WR Devin Thomas, som har vist en stor grad af eksplosivitet i preseason.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Redskins

Week 2: vs. Rams (MNF)

Week 3: @ Eagles

Week 4: @ Cardinals

Week 5: vs. Seahawks

Week 6: vs. Bills

Week 7: Bye

Week 8: vs. Dolphins

Week 9: @ Patriots

Week 10: @ 49ers

Week 11: vs. Eagles (SNF)

Week 12: @ Saints (MNF)

Week 13: vs. Packers

Week 14: @ Cowboys (SNF)

Week 15: vs. Redskins

Week 16: @ Jets (spilles lørdag den 24. december)

Week 17: vs. Cowboys

 

Do or die player: CB Aaron Ross

Breakout player: WR Mario Manningham

Rookie impact: OLB Spencer Paysinger

 

Konklusion:

Giants har en hel del positivt at hænge deres hat på i denne sæson, mest af alt et muligt blomstrende receiver-korps og et running-game, som med Ahmad Bradshaw tilbage i folden næppe vil miste momentum, men snarere træde endnu tungere på pedalen her i 2011. Manning er i år fyldt 30 og er derfor omkring sit zenit som QB rent aldersmæssigt, og kan med rette pege på, at det usædvanligt høje interception-tal fra 2010 til dels skyldtes fejl, misforståelser og decideret uheld. Men der er unægtelig nogle skadesproblemer i det bagerste forsvar, som en mand som Michael Vick eksempelvis vil kunne udnytte. Det ligner endnu en sæson, hvor Giants desværre kun kommer tæt på, men ikke ind i, playoffs for derefter at drafte relativt sent. Altså endnu en mellemsæson med i omegnen af otte eller ni sejre.

 

Bud på endelig record:

Jesper: 9-7

Jonathan: 8-8

Henrik: 7-9

Peter: 7-9

Analyser af de andre hold i NFC East

Dallas Cowboys
Philadelphia Eagles
Washington Redskins