Af Peter Jensen

 

Sidste sæson:

Trods fraværet af Ben Roethlisberger i de første fire kampe af sæsonen formåede Pittsburgh Steelers at tilbageerobre divisiontitlen i AFC North med 12 sejre og 4 nederlag, og efterfølgende spille sig frem til sin tredje Super Bowl-optræden på blot seks sæsoner. Tredje gang blev dog ulykkens gang for Steelers, som dermed, for kun anden gang i historien, går ind til en ny sæson med et Super Bowl-nederlag i bagagen. Sidst det skete fulgte Steelers op med i 1996-sæsonen at vinde AFC Central og nå anden runde i slutspillet. De seneste to Super Bowl-sejre har Steelers ikke kunnet følge succesfuldt op på – begge gange har de misset slutspillet – så om de reagerer bedre på et Super Bowl-nederlag bliver spændende at se. Det vil i så fald være den modsatte ”reaktion” end man typisk ser, da Super Bowl-taberne traditionelt har en svær sæson året efter (om end tendensen lidt er blevet brudt de seneste sæsoner med divisionssejre til både Cardinals og Colts året efter deres nederlag).

 

Angrebet:

Quarterback Ben Roethlisberger var næsten ene mand skyld i at forventningerne til Steelers blev holdt i skak forud for sidste sæson. Beskyldningerne om seksuelle overgreb kostede ham fire spilledages karantæne, selvom han slap for straf fra retssystemet. Dennis Dixon og Charlie Batch startede de fire kampe Roethlisberger var ude og var lidt overraskende med til at sikre tre sejre i de fire ”Big Ben”-løse kampe. Roethlisberger vendte tilbage med succes og kastede i tolv kampe for 3200 yards med 17 touchdowns og blot 5 interceptions. Med yderligere ni sejre i disse kampe var det nok til at sikre divisionstitlen for næsen af Baltimore Ravens. I slutspillet leverede Roethlisberger ikke spil på helt samme niveau, men han formåede alligevel at fortsætte med at gøre hvad han efterhånden er blevet kendt for: At lave de afgørende spil når det virkelig gælder.

 

Med en offseason uden off-field issues – tværtimod er han blevet gift – har Roethlisberger haft en god forberedelse til denne sæson, og efter en god preseason med flotte præstationer virker han klar til at følge op på sidste års fine sæson. Backup Byron Leftwich er røget på injured reserve med en brækket arm, så det bliver Charlie Batch og Dennis Dixon, der vil agere backups i denne sæson.

 

I Rashard Mendenhall har Steelers en yderst talentfuld running back, der de seneste to år har løbet for hhv. 1108 og 1273 yards og samlet 20 touchdowns. Mindre imponerende var hans 3,9 yards pr. carry i 2010, men han lukkede dog sæsonen godt af med otte touchdowns i klubbens sidste seks kampe, herunder to i den første slutspilskamp mod ærkerivalerne fra Baltimore Ravens – det på trods af at Ravens generelt holdt ham i skak i opgøret, hvor han blot snittede 2,3 yards pr. carry. Isaac Redman er den primære backup og efter en fremragende training camp har han kørt sig selv i stilling til flere chancer i denne sæson end de 52 carries han fik i 2010 (foruden 7 i slutspillet). Redman viste generelt gode takter når han fik chancen sidste år, både som runner og som blokeringsspiller på kastespil – et område som Mendenhall godt kunne forbedre sig på. Den helt store chance for Redman kommer dog næppe medmindre Mendenhall går ned med en skade. Mewelde Moore derimod bør få en større rolle som holdets third-down back. Han har de bedste hænder af Steelers’ running backs og er også bedre end Mendenhall i pass protection. Jonathan Dwyer – et sjetterundevalg i 2010-draften – er fjerdevalg, men skal ikke forvente megen spilletid på angrebet i år. Sidste år var han på banen på blot 15 spil, alle i den sidste kamp i den regulære sæson, og medmindre der kommer skader foran ham skal han formentlig være glad for at få det antal igen i år. Fullback David Johnson yder ikke det helt store bidrag som run blocker, men har gjort det fint på de kastespil han har taget del i.

 

Wide receiver Mike Wallace havde en flot 2010-sæson, og i sin blot anden sæson i ligaen greb han 60 bolde for 1257 yards og ti touchdowns. Igen i år må han forventes at være Steelers’ farligste våben i kastespillet, og selvom ambitionerne om 2000 yards (100 catches med et snit på 20 yards pr. catch, som han ca. havde sidste år) nok er lidt højt sat, kan han sagtens tænkes at gå ud og forbedre sidste års præstation. Veteranen Hines Ward starter på den anden side af banen og selvom den 35-årige receiver ikke længere leverer spil på samme niveau som for nogle år siden, ligner han stadig en spiller der kan bidrage positivt, både på kast og løb, hvor han er holdets bedste blokeringsspiller blandt receiverne. Wards samlede rolle i angrebet bliver dog formentlig en smule mindre med en fin gruppe af receivers ventende bag ham. Emmanuel Sanders, Antonio Brown og Jerricho Cotchery giver således alle fin dybde, men selvom Sanders umiddelbart er den mest talentfulde af de tre, er det Antonio Brown, der åbner sæsonen som tredjevalg – det sker ovenpå en fremragende training camp og fine præstationer i preseason, mens Sanders har siddet ude med en skade. Tight end Heath Miller er et af Roethlisbergers mest solide våben i kasteangrebet og bør være god for omkring 40-50 catches i løbet af sæsonen – hanst væsentligste bidrag kan dog meget vel komme som en sjette linjemand.

 

Det skyldes ganske enkelt at Roethlisberger og hans offensive linje kan bruge al den hjælp der kan findes. Linjen har længe været genstand for megen kritik, og i de fleste tilfælde har det også været ganske berettiget. Igen i sidste sæson var spillet samlet set ikke specielt imponerende, og selvom sidste års førsterundevalg, center Maurkice Pouncey, var bedste mand på linjen, leverede han slet ikke spil på det niveau som han har fået ry for. Det var dog en lovende sæson fra Pouncey og med et års rutine under bæltet bør der være mere fremgang at spore i år. Den stærke right tackle Willie Colon er tilbage efter at have misset sidste sæson med en skade, og det bør straks forbedre linjen markant. På left tackle havde Jonathan Scott en meget svær sæson, som dog blev afsluttet med en fin Super Bowl-optræden, og han går også ind til denne sæson som starter – en opgradering på positionen ville dog være særdeles ønskværdig. På guard åbner Chris Kemoeatu og Ramon Foster sæsonen som startere, mens rutinerede Doug Legursky giver noget dybde. Udvendigt vil rookie Marcus Gilbert være den primære backup, og kan han gennemgå en positiv udvikling i løbet af sæsonen kan det tænkes at han kan vise sig som en opgradering over Jonathan Scott enten undervejs i sæsonen eller til næste sæson.

 

Forsvaret:

Anført af den legendariske defensive coordinator, Hall of Famer Dick LeBeau (valgt ind i 2010 for sin karriere som spiller – men kunne såmænd også være blevet det for hvad han har præsteret som træner) har Steelers’ forsvar år efter år holdt et højt niveau. De forreste syv på forsvaret bidrog til et løbeforsvar, som blot tillod 3,0 yards pr. carry og sølle 62,8 yards pr. kamp. 1004 yards tillod Steelers for sæsonen modstanderne at løbe for - det var det tredjelaveste antal siden NFL i 1978 indførte 16 kampe i en regulær sæson. Forsvaret har i årevis været Steelers’ varemærke og under ledelse af Dick LeBeau må det igen i år forventes at være et af NFLs allerbedste.

 

I midten af linjen huserer store, stygge Casey Hampton. Han ser kun begrænset spilletid i hver kamp og var samlet på banen på under 50% af Steelers’ defensive spil i sidste sæson. På åbenlyse kastedowns bliver han stort set altid taget ud, men også i mange andre defensive pakker end klubbens base-3-4-formation vil han være at finder på sidelinjen. Spillet var ikke fremragende sidste år, men en god afslutning på sæsonen giver forhåbninger om at Hampton kan finde godt spil frem i år. Han omgives af de rutinerede Aaron Smith og Brett Keisel. Smith har to år i træk fået afsluttet sin sæson før tid og det giver anledning til bekymring omkring hans mulighed for at spille hele sæsonen i år. Ziggy Hood fik startererfaring sidste år da Smith røg ud, og han forventes, sammen med rookie Cameron Heyward – Steelers’ førsterundevalg i årets draft – at være fremtidens mand på ydersiden af linjen, men Heyward skal næppe vente megen spilletid medmindre skaderne rammer linjen. Erfarne Chris Hoke agerer backup for Hampton i midten.

 

James Harrison og Lamarr Woodley udgør en af ligaens allerfarligste pass rush-duoer og samlede 20,5 sacks sammen i sidste sæson og yderligere syv i slutspillet. Over de seneste tre sæsoner har duoen noteret sig for hhv. 36,5 og 35 sacks, og Woodley har i offseason underskrevet en ny, stor kontrakt med klubben. Mere bekymrende er det at Harrison pga. operation i ryggen angiveligt har mistet noget af sin eksplosivitet, og linebackercoach Keith Butler udtalte efter en preseasonkamp mod Falcons at det var som at se Harrison løbe i mudder. Som 33-årig og med førnævnte i betragtning må det forventes at Harrisons bedste dage er bag ham. Sidste års andetrundevalg Jason Worilds ventes at få en større rolle på bekostning af Harrison – i hvert fald tidligt i sæsonen. Harrisons formidable bidrag mod løbet skal dog ikke undervurderes og her vil der med al sandsynlighed være et klart kvalitetsfald at spore når Worilds er på banen – og selv når Harrison er på banen er det tvivlsomt om han kan holde samme høje niveau. Rookie Chris Carter giver yderligere dybde, men ventes ikke nogen stor rolle i år. Han ligner mest en potentiel backup når Woodley og Worilds engang i fremtiden er de to startere.

 

Indvendigt i linebackerkæden har Lawrence Timmons – ligesom Woodley – fået en ny kontrakt, og Tiimons, der er en fremragende run stopper, og sammen med Farrior udgør de en af ligaens bedste duoer på positionen. Begge er uhyggeligt stærke mod løbet og samtidig blandt ligaens bedste pass rushers på inside linebacker-positionen. Tilsammen udgør de sammen med de to på ydersiden NFLs uden sammenligning bedste linebackerkæde. Veteranen Larry Foote giver masser af erfaring indvendigt og holder et fint niveau, selvom han ikke er ligeså god som de to startere.

 

Anført af Troy Polamalu, der blev kåret til NFLs bedste defensive spiller i sidste sæson på trods af at han missede to kampe, er det bageste forsvar en ganske stærk gruppe – det er dog den mindst stærke af de tre defensive enheder. Polamalus vigtighed for hele holdet, og ikke bare det bageste forsvar, kan næsten ikke undervurderes. I de sidste to sæsoner har Polamalu været ude i 13 kampe, og Steelers er blot 6-7 i disse opgør. Ved siden af Polamalu starter den bundsolide Ryan Clark på free safety. Ryan Mundy er den primære backup, og kan træde ind på begge pladser. Han står umiddelbart listet som reserve for Clark, men trådte ind for Polamalu i de kampe den langhårede safety missede i sidste sæson, og selvom han gjorde god figur i de kampe er kvalitetsforskellen klar. Cornerback Ike Taylor tillod blot ét touchdown på 90 kast i hans retning i 2010 og er en undervurderet brik på forsvaret, mens Bryant McFadden på den anden side af banen er den svageste af starterne på defensiven. Backup William Gay er på omtrent samme niveau som McFadden, mens resten af dybden primært udgøres af unge spillere, der har godt med talent, men ikke megen erfaring – det inkluderer holdets tredje- og fjerderundevalg Curtis Brown og Cortez Allen

 

Special teams:

Kicker Shaun Suisham ramte på 14 af 15 spark i den regulære sæson og 3 af 5 i slutspillet efter at have overtaget sparkerjobbet midtvejs i sæsonen, og har i offseason fået forlænget sit ophold i Pittsburgh. Punter Daniel Sepulveda måtte se en fin sæson afsluttet før tid sidste år, da han for tredje gang i karrieren overrev det forreste korsbånd i sit højre knæ. Han er tilbage på banen til denne sæson, men det skal ikke udelukkes at de mange skader kan koste lidt i præstationerne. Antonio Brown scorede et enkelt kick return touchdown sidste år og vil umiddelbart være den primære kick returner i år, om end også Emmanuel Sanders ventes at få nogle chancer. Brown vil formentlig stå for størstedelen af holdets punt returns.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Ravens

Week 2: vs. Seahawks

Week 3: @ Colts (SNF)

Week 4: @ Texans

Week 5: vs. Titans

Week 6: vs. Jaguars

Week 7: @ Cardinals

Week 8: vs. Patriots

Week 9: vs. Ravens (SNF)

Week 10: @ Bengals

Week 11: Bye

Week 12: @ Chiefs (SNF)

Week 13: vs. Bengals

Week 14: vs. Browns (Thu.)

Week 15: @ 49ers (MNF)

Week 16: vs. Rams (spilles lørdag den 24. december)

Week 17: @ Browns

 

Do or die player: CB Bryant McFadden

Breakout player: WR Antonio Brown

Rookie impact: OT Marcus Gilbert

 

Konklusion:

På papiret er det et stærkere Steelers-mandskab der går ind til 2011-sæsonen end sidste år, hvor det blev til en Super Bowl-optræden. Den offensive linje er stadig et stort spørgsmålstegn, men bør være bedre i år end sidste år med Colon tilbage og mere erfaring til Pouncey. Defensiven har nogle aldrende spillere, og en bekymring i Harrison, men bør ikke desto mindre atter være dominerende. Super Bowl-taberen har ofte haft en svær sæson året efter, men på papiret ligner Steelers et hold, der kan undgå det – det har flere andre hold dog også gjort i tidens løb. Om det er nok til at hente en divisionstitel kan meget vel afhænge af de to opgør mod Baltimore Ravens. Skulle Steelers nå frem til slutspillet vil de være et af AFCs bedste bud på en Super Bowl-deltager med deres stærke forsvar.

 

Steelers skal dog være klar fra starten af sæsonen med tre svære udekampe i de første fire uger. Herefter bløder det lidt op de kommende tre uger inden Patriots, Ravens og Bengals venter inden friugen. De sidste seks uger giver på papiret fin mulighed for at hente det tabte med Chiefs og Rams som de formodet sværeste modstandere – der venter dog tre divisionskampe, hvor alt kan ske, men en afslutning på sæsonen med seks sejre efter bye week er ikke helt urealistisk som kampprogrammet har artet sig. Steelers viste dog i 2009 at selv et overkommeligt kampprogram kan ødelægges med dårlige præstationer.

 

Bud på endelig record:

Henrik: 14-2

Peter: 13-3

Jonathan: 13-3

Jesper: 12-4

Analyser af de andre hold i AFC North

Baltimore Ravens
Cincinnati Bengals
Cleveland Browns