Af Jesper Christensen

 

Sidste sæson:

Før starten på sidste sæson gik man ikke ligefrem med højtløftet pande hos Buccaneers. Forud var gået en grusom 3-13 sæson, hvor spillet næsten berettigede til en endnu værre record. Så forventningerne til 2010 drejede sig mere om at få vendt piratskuden så godt som muligt, så der kunne udvikles på en trup, der på mange positioner var ung og særdeles uprøvet på NFL-niveau. Men i stedet for den forventede 5-11 eller 6-10 sæson vekslede de unge spillere Raheem Morris' tiltro til dem med en 10-6 rekord og et langt stykke hen ad vejen en mulighed for at være kommet med i playoffs. Og ikke siden NFL-AFL fusionen i 1970 var det faktisk lykkedes noget hold med 10 startende rookies eller flere at stable en vindende sæson på benene. Over hele linjen var der lovende takter, særligt positivt var indtrykket fra receiverne Mike Williams og Arrelious  Benn og dermed også fra den fremadstormende QB Josh Freeman. Men også fra en endnu mere uventet kant var der lovende takter for fremtiden at spore, da den obskure runningback LeGarette Blount for alvor trådte ind på NFL-scenen med en 1.000 yards-sæson. På forsvaret så særligt DT Gerald McCoy nævneværdigt stærk ud i midten, mens cornerback Aqib Talib mindst ligeså hurtigt blev et navn man begyndte at tale om i NFL-kredse. Hvor det til gengæld haltede en smule igennem hele 2010 var på pass-rushing. Det skulle dog vise sig at være et område, der snildt kunne behandles via draftens to første runder. Lynhurtige DE Adrian Clayborn fra Iowa blev hentet ind, hvorefter man beviste, at man havde is i maven ved at vente på, at førsterundetalentet med de så omtalte skadesproblemer, DE Da'Quan Bowers, faldt hele vejen ned til dem i anden runde. Og dermed var den måske største mangel i 2010-sæsonen tilsyneladende kløgtigt blevet adresseret. Og igen var svaret, som det længe havde været for Bucs: Gennem unge spillere frem for dyre veteraner.

 

Angrebet:

5,0 yards pr. løb. Af en rookie. Af en undrafted rookie. Efter at have startet blot syv kampe i hele 2010 brød han 1.000 yards barrieren. LeGarrette Blount er for mange en gåde. Men ikke som sådan en større gåde en hvad du roligt kan gode ned til noget i retningen af ”forbandet svær at tackle”. Nogen runningbacks har speed som eksempelvis en Chris Johnson, andre har en brutal, afstraffende løbestil som Marion Barber; Blount har ingen af delene, han har knapt nok en imponerende fysik. Dertil kan du så tilføje, at han hverken griber bolden særligt godt ud af backfield'en eller er overdådig som blokeringsspiller i kastespil. Men det lille ekstra, der synes at gøre ham god er som nævnt, at du gerne skal have en, to og nogle gange tre forsvarere til at få ham ned og så kan yardsene jo nemt tikke ind imens der kommer forstærkning til, når først du har haft fat i ham én gang. Holder han niveauet igen i år? Jeg er villig til at nikke ja, men Bucs skal også håbe på det for hverken backups Kregg Lumpkin eller Allen Bradford ligner umådeligt store talenter på papiret.

 

Men måske skal svaret til Blounts usandsynlige succes findes på linjen i lige så høj grad. Her huserer tackles Jeremy Trueblood og Donald Penn, der begge netop har deres styrker i løbeblokeringer, særligt Trueblood har vanskeligheder i pass-protection. Guards Ted Larsen og David Joseph har ligeledes deres styrker i løbespillet og i offseason blev Joseph også belønnet med en forlængelse. Og i midten står den boldsolide veteran Jeff Faine. Kan netop han holde sig skadesfri sammen med resten af O-line, så kan Bucs få succes i år.

 

På receiverpositionerne er det værd at starte med overraskende hurtige tight end Kellen Winslow, der har fundet sig et hjem i Tampa efter at være blevet vejet og fundet for let i Cleveland. Winslow stod for 730 yards i sidste sæson, hvilket er nydeligt for en tight end, men bemærkelsesværdigt nok var en nedgang fra forrige år. Så hvis der er en nedadgående tendens på spil for Winslow, så peger pilen i stedet opad for de fleste andre pass-catchers. Mike Willams kom på manges læber i sidste sæson, hvor han næsten nåede op på de 1.000 yards, mens Arrelious Benn næsten nåede samme højder lige indtil en skade i knæen satte ham på bænken. I forvejen var der dog rygter kørende om, at Benn havde problemer med at lære playbook helt. Hvis han på det punkt er kommet fremad, så vil vil jeg gerne være den første til at forudse Benn i år nappe flere yards end Williams, der efter min smag mangler en del topfart til nogensinde at blive blandt de bedste.

 

Dette offense afhænger dog ikke af nogen af de ovennævnte, når alt kommer til alt. Sæsonen står og falder i stedet ganske enkelt med QB Josh Freeman og den fremgang han må formodes at gennemgå igen i år. Freeman kan scramble og bryde ud af tacklinger på samme måde som eksempelvis en Tony Romo på sine bedste dage; og det er selvsagt en stor ros. Men hans fysik minder de fleste om Ben Roethlisberger, der på samme måde formåede at bryde igennem som et åbentligt naturtalent tidligt i sin karriere. Men hvor Freeman ikke ligner Roethlisberger synes at være på personligheden; og det er om muligt en endnu større ros. Hastighedsmæssigt er jeg også klar til at give Freeman fordelen imod Big Ben, som dog med sin større erfaring formår at læse forsvar og særligt blitzes langt bedre end Freeman gør på nuværende stadie. Og når det kommer til at tage unødvendige chancer, så er Roethlisberger og foran – altså på den negative måde. Bemærk eksempelvis Freemans exceptionelt lave interception-tal fra sidste sæson: 6 mod 25 touchdowns. Freeman er en af de klart mest lovende quarterbacks i ligaen og burde give Matt Ryan og Drew Brees sved på panden på lidt længere sigt.

 

Forsvaret:

Morris er ikke nødvendigvis bange for at bringe presset med flere mænd end de fire forreste. Men fokus på at opgradere ”basispresset” var klart at spore under draften, hvor DE Da'Quan Bowers og DE Adrian Clayborn fornuftigt nok blev hentet ind. For presset på modstandernes quarterbacks var generelt under NFL-standard gennem hele sæsonen, og eksempelvis afskibningen af Stylez G. White skal ses som en konsekvens deraf. Forvent at se Clayborn være sikker starter gennem hele sæsonen, mens Bowers ligner en mand, der må kæmpe om spilletid med Michael Bennett. Imellem disse unge DEs finder vi de ligeledes unge herrer DT Gerald McCoy og Roy Miller, sidstnævnte skal forventes at gå i rotation med ligeledes unge Brian Price.

 

På linebacker-enheden ligner det et rimeligt stort tab at have mistet Barrett Ruud, som forsøges erstattet af Mason Foster, mens Quincy Black og Geno Hayes må udfylde de sidste pladser på hvad der med rimelighed kan betegnes som en af de svageste linebacker-grupper i ligaen. Dermed også sagt, at meget vil afhænge af de forreste fire, navnligt når det drejer sig om at stoppe løbet.

 

På defensive backs ser det langt mere lyst ud til gengæld. Efter måske, måske ikke helt alligevel at være kommet på tværs med loven er et af ligaens største corner-talenter tilbage. Her er der naturligvis tale om Aqib Talib, som på hvert et kastespil er en mulig interception, der bare venter på at ske. Og på modsatte side vender gode gamle Ronde Barber tilbage til sin 15. sæson hos Bucs. På safety-positionerne er Sean James og Cody Grimm linet op. Begge har dog sine forcer i at stoppe løbet, hvilket reelt set er udmærket taget i betragtning at linebacker-gruppen nemt kunne for brug for hjælp i netop det departement, men det efterlader stadig et indtryk af et forsvar, hvor det er muligt at complete de dybe kast.

 

Special teams:

Kicker Connor Barth er ganske uspektakulær, mens Michael Koenen overtager punter-jobbet efter at være fundet for let hos divisionsrivalerne fra Atlanta. Desuden overtager Koenen opgaven som kickoff-sparker og holder på field goals. På returns ser det ud til at Preston Parker alligevel for lov til at bevise sit værd, selvom bl.a. tre arrestationer har sat en række spørgsmålstegn ved den unge, dynamiske spiller, der i øvrigt også skal udvise modenhed nok til at tage sig af sin treårige søn.

 

Kampprogram:

Week 1: vs. Lions

Week 2: @ Vikings

Week 3: vs. Falcons

Week 4: vs. Colts (MNF)

Week 5: @ 49ers

Week 6: vs. Saints

Week 7: vs. Bears (spilles på Wembley i London)

Week 8: Bye

Week 9: @ Saints

Week 10: vs. Texans

Week 11: @ Packers

Week 12: @ Titans

Week 13: vs. Panthers

Week 14: @ Jaguars

Week 15: vs. Cowboys (Sat.)

Week 16: @ Panthers (spilles lørdag den 24. december)

Week 17: @ Falcons

 

Do or die player: T Jeremy Trueblood

Breakout player: WR Arrelious Benn

Rookie impact: MLB Mason Foster

 

Konklusion:

Der er virkeligt meget at elske ved Tampa Bay Buccaneers. I sig selv er det unge, unge roster jo et lysende håb for fremtiden i Florida. Det giver i sig selv ofte en ekstra energi og tænding, som i sidste ende kan være forskellen på sejr eller nederlag. Personligt blev jeg helt automatisk draget imod holdets kampe i løbet af sidste sæson pga. den her sådan lidt svært definerbare ungdommelige aura, der omgang holdet. Eksempelvis var det fuldstændigt evident, at netop Tampa var det hold, der på sidelinjen fejrede et positiv øjeblik på banen allermest af alle hold i regular season. Blev en interception fremtvunget eller et return returneret ekstra langt, så hoppede og dansede stort set hele holdet inklusiv diverse trænere og assistenter. Den slags positiv energi er svær ikke at påpege som en klokkeklar fordel for holdet også i 2011. Desuden er netop de problemer som var mest åbenlyse på banen, nemlig pass-rush, blevet forsøgt taget hånd om igennem draften. Det var netop det man gerne ville se, hvis man var Buccaneers-fan. Men alligevel kan det blive en svær sæson for dem i år. Der er ganske enkelt for mange spørgsmålstegn, særligt på linebacker-positionerne, og så skal det ikke undervurderes, at kampprogrammet sidste år var virkeligt tamt hvad modstandere angik. Det er på ingen måde tilfældet i år.

 

Bud på endelig record:

Henrik: 10-6

Peter: 8-8

Jesper: 8-8

Jonathan: 6-10

Analyser af de andre hold i NFC South

Atlanta Falcons
Carolina Panthers
New Orleans Saints